Det sidste indlaeg - vi ses om 3 dage DK

The beginning of the end

I gaar var sidste Rotary moede med Casa da Amizade, som er kvinderne fra min klub. Jeg har en Rotary fest i morgen, og saa er det slut.

I gaar var en meget foelsesladet dag for mig, og jeg har svaert ved at beskrive den sorg jeg foeler, fordi jeg torsdag forlader meget mere end et land, jeg forlader min familie, venner og mit hjem. Det er umuligt at sige: Jeg glaeder mig saa meget til at komme hjem! For med hjemrejsen foelger afskeden til en droem. En droem jeg har haft siden jeg var omkring 11 aar og nu har udlevet.

Jeg havde aldrig troet at det ville vaere saa svaert at sige farvel, og jeg er jo knapt nok startet, men bare tanken om det giver en klump i halsen.

I gaar havde kvinderne fra min rotary klub saa lavet et afskedsmoede for mig. Praesidenten laeste en historie op, som hun syntes passede til mig. Den handlede om en ung mand der tog til et fremmed land og moedte indbyggerne. Han spurgte den foerste mand han moedte: “Hvordan er menneskerne fra denne by?” manden svarede tilbage med et andet spoergsmaal: “Hvordan er menneskerne fra den by du kommer fra?” den unge mand svarede tilbage: “kedelige, uhoeflige, uvidende” og manden svarede saa tilbage: “Saadan er de ogsaa her.”

Senere kom en anden ung mand, og han stillede samme spoergsmaal til manden: “Hvordan er menneskerne fra denne by?” og manden svarede igen med et spoergsmaal: “Hvordan er menneskerne fra den by du kommer fra?” den unge mand svarede: “Kaerlige, kloge, varme og fantastiske” manden spurgte saa den unge mand: “Hvorfor svarede du det?” og den unge mand svarede: “Fordi den som ikke har noget godt fra sin fortid og der hvor han kommer fra vil aldrig finde noget godt i sin fremtid og der hvor han kommer hen.”

Og min praesident sagde, at jeg var ligesom den unge mand. Jeg havde fortalt saa mange gode ting om mit liv i Danmark og om Danmark, og derfor holdte de saa meget af mig. Hun snakkede videre om, at de alle ville savne mig og at naar jeg vil vende tilbage saa er alle deres hjem aabne for mig. Og det var under den tale, at det nok gik op for mig, at jeg naermer mig slutningen paa dette aar, og taarerne trillede ned ad mine kinder. For som hun sagde saa er jeg deres alles datter, og de er mine moedre.

Bagefter lavede de en aktivitet hvor hver af dem skulle oenske mig en god ting, f.eks. Succes, kaerlighed, lykke osv. Igen kunne jeg ikke holde op med at tude, fordi det betyder simpelthen saa meget for mig, at de holder af mig paa den maade. Bagefter bad de saa mig om at sige et par ord, men jeg kunne knap aabne munden uden at hulke. Jeg fik dog sagt mere eller mindre dette: “Jeg vil bare takke hver og en af jer for alt I har gjort for mig. Det er paa grund af jer at det her sted er blevet mit hjem og jeg vil aldrig glemme jer, saa tusind tak.” Det er haardt ikke at kunne udtrykke sin taknemmelig fuldt ud, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne takke dem for alt de har gjort for mig, der findes ingen ord der raekker.

Lige pludselig saa jeg saa min lillesoester Beatriz graede, og hun kunne bare ikke stoppe. Det knuste mit hjerte at se, at hendes taarer er paa grund af mig. Hun har altid sagt til mig, at hun ville graede naar jeg tog hjem, men jeg troede ikke rigtig paa det foer jeg saa det i gaar. Jeg skyndte mig at loebe efter hende, da hun smuttede ud af lokalet og saa sad vi to ellers og graed der sammen. Det er utroligt hvad en lille 6-aarig pige er kommet til at betyde for mig paa 5 smaa maaneder.

Jeg kan virkelig ikke fortaelle jer hvor ondt det goer at skulle sige farvel til alt og alle. At maerke at tiden loeber fra mig, uden at kunne forstaa hvordan aaret forsvandt saa hurtigt. At spise noget mad, se et tv program, snakke med en person og taenke, maaske er det for sidste gang. Men med al godt er der vel noget daarligt og omvendt.

Paa samme tid foeler jeg mig som verdens heldigste person, for hvis det ikke var svaert at sige farvel, ville det vel betyde at mit aar havde vaeret dårligt? Naar jeg graeder saa meget, hvad betyder det saa? At det har vaeret det bedste aar i mit liv?

Rotary proevede at forberede os paa hvor svaert det ville vaere de sidste dage, men man skal opleve det foer man rigtig fatter det. Selv nu, med 2 dage tilbage, har jeg svaert ved at fatte, at jeg skal hjem. Min hjerne ved det, ved at jeg skal pakke mine tasker, sige farvel, koebe de sidste ting osv. Men mit hjerte vil ikke acceptere det. Mine tasker staar tomme, jeg har ikke sagt farvel til nogen som helst endnu (i hvert fald ikke de mennesker som betyder mest) og jeg mangler stadig at koebe en masse.

Et aar er blevet til to dage. Det der virkede som for evigt har faaet en udloebsdato som alt andet.

Siden det her formentlig er mit sidste blogindlaeg, saa vil jeg gerne takke jer alle for at have laest med. Om det er 5 eller 10 personer betyder egentlig ikke noget, men tak fordi I har taget del i mine oplevelser. Og tak, selvom det ord paa ingen maade er nok, til Langaa Rotary Klub. Uden jer havde intet af det her vaeret muligt, og jeg er jer evigt taknemmelig.

Der er vel ikke saa meget andet at sige. It’s the beginning of the end, begyndelsen af resten af mit liv.

Var det det hele værd? Uden tvivl.

Anne Sofie Madsen

Udvekslingstudent 4. August 2010 - 7. Juli 2011.

Langaa Rotary Klub, distrikt 1440, Danmark - Rotary Clube de Passos, distrito 4540, Brasil.

Até logo meu Brasil. Obrigada por tudo.

10 dage tilbage..

De sidste 10 dage i Brasilien er gaaet i gang. Jeg kan taelle dagene paa mine fingre. Men det foeles nu ikke rigtig, ikke endnu.

Mor kom sidste onsdag, midt om natten. Lige pludselig stod hun bare udenfor min hoveddoer, og jeg kunne knap tror mine egne oejne da jeg saa hende. Det var svaert at holde taarene tilbage.

Vi snakkede lidt den foerste aften, men skyndte os ellers at gaa i seng, saa vi kunne vaere friske til naeste dag.

Naeste morgen fik mor og JP pão de queijo for foerste gang i deres liv, og som jeg allerede vidste paa forhaand var det en stor succes. Ellers gik vi en tur i byen og bagefter tog vi hjem og spiste frokost.

Efter frokost tog vi videre paa rundtur i Passos. Jeg viste dem min skole, kirken, butikkerne og alt hvad der hoerer med til mit hjem her i Brasilien. Vi spiste ogsaa açaí, generelt spiste vi bare en masse.

Om aftenen tog vi til Rotary moede, saa de kunne moede de mennesker som har taget saa godt imod mig dette aar. Det var en fantastisk aften og med gammel dansk blev alle i godt humoer, maaske lidt for godt.

Naeste dag tog vi ud paa vores gaard, der blev vi til loerdag. Loerdag aften tog vi ud at spise og soendag tog vi til familiefrokost. Bagefter tog de videre til Rio.

Det var ikke fordi vi lavede enormt meget, men det var meget vigtigt for mig at vise min mor, hvor jeg har boet i et aar.

De sidste 10 dage skal bare nydes. Onsdag er det farvel til de sidste udvekslingstudenter og i weekenden er min sidste weekend i Brasilien, saa mon ikke der bliver noget fest. Mit sidste Rotary moede er dagen foer afrejse, og det er praesidentskifte. Ellers er det vel bare at bruge dagene med dem jeg holder af.

Kort opdatering fra mig af,

Vi ses snart Danmark:)

at sige farvel..

Med 3 uger til hjemrejse så er tiden til at sige farvel til de personer, som jeg har lært at kende så godt kommet. Denne weekend var de farvel til 4 af mine allerbedste veninder, Kathryn fra USA, Marine fra Frankrig, Rakaitemania fra New Zealand og sidst men ikke mindst, min allerbedste veninde dette år, Danielle fra Wisconsin, USA. 

Det er sjovt at selvom vi kommer fra vidt forskellige steder, så forstår vi alligevel hinanden fuldstændig. Vi griner og græder, og i løbet af  et år sammen gennemgår vi så mange ting. 

i

Mandag var derfor en ret forfærdelig dag for mig, for jeg sagde farvel til dem alle. Pludselig gik det bare op for mig, at jeg ved ikke hvornår jeg ser dem igen. Derfor er det sværere end dengang jeg tog afsked med Danmark. For jeg vidste at efter 11 mdr. ville jeg vende hjem igen. Med disse mennesker, eller nogle af dem, kommer der til at gå år før vi mødes igen. Og det gjorde rigtig ondt lige pludselig at indse det. For selvom vi ikke kender alt til hinandens liv, så har vi alligevel været der i det vigtigste år af hinandens liv, og i de sværeste tidspunkter. Vi har været der til at skråle af grin men også til at tøre tårerne væk fra hinandens kinder.

At se en af mine bedste veninder køre væk fra mig gjorde forfærdelig ondt, og det er svært at forklare de følelser man går igennem. Heldigvis havde jeg nogle venner at kramme og græde med.

I går havde jeg også min præsentation om mit år her i Brasilien for min Rotary Klub. En ting jeg selv havde planlagt og taget initiativ til, men også en ting som jeg har lært af min klub i Langå er vigtig at gøre. Min klub blev rigtig glad og synes det var en flot præsentation. 

Jeg havde skrevet alt ned på papir, men endte med bare at tale frit til mit powerpoint. Det var en stor glæde jeg følte bagefter at have talt for godt 40 mennesker på et sprog jeg kun har kendt til i godt 11 måneder, så jeg var stolt men også godt rød i kinderne.Jeg har virkelig været heldig med min klub og alle medlemmerne er fantastiske! I går til min præsentation mødte min 2. værtsmor også op. Jeg havde ikke set hende i mange måneder, så det var helt fantastisk at give hende et kram igen. Jeg sidder forresten i hendes lejlighed lige nu og bruger endelig min bærbar igen.

Min sidste måned er for længst blevet skudt i gang, og nu mangler der pludselig kun 3 uger. Det er en underlig følelse man sidder med, fordi jo jeg savner Danmark super meget og glæder mig rigtig meget til at komme hjem, men samtidig ved jeg bare hvor ondt det kommer til at gøre når jeg siger farvel til alt og alle. Så det er vel bare med at nyde de sidste uger!

I aften tager jeg til  São Paulo sammen med min counsellor, det bliver et kort besøg og jeg er hjemme igen søndag, men det bliver virkelig spændende endelig at komme til at kende sådan en gigantby. Næste uge kommer dagen jeg så længe har ventet på, min mor ankommer nemlig i Brasilien. Jeg tror ikke helt på det endnu men ej hvor bliver det bare godt!

Det var kort nyt fra mig, men vi ses jo allesammen snart, så kan jeg fortælle jer meget mere:)

Og titlen som den 2. mest voldelige by i Minas Gerais gaar til....

PASSOS!

Ja den er god nok, min by er blevet kaaret som den 2. mest voldelig by i staten Minas Gerais. Men frygt ikke kaere venner, jeg har aldrig set noget farligt ske her udover de slagsmaal som ALTID finder sted til koncerter og andre arrangementer hvor mange mennesker er samlet.

Men nu er det kommet til et punkt hvor folk er bange. Min rotary klub fik 2 politifolk til at holde et foredrag om sikkerheden i Passos i klubben, og byen er kommet landsdaekkende tv denne aften. Det vaerste er dog at der er tale om at man vil aflyse en koncert med sangerinden Paula Fernandes fordi rygtet siger at der er stillet op til massemord. Det siges at der findes en liste med navnene paa de doedsdoemte.
Men igen vil jeg lige sige, rolig! Alle disse ting foregaar (naesten) kun i den fattige del af byen, og jeg bor i den anden ende, saa jeg er i sikkerhed:)
Det hele er pga stoffer. De folk som eftersigende skal myrdes er folk som ikke har betalt for deres stoffer og morderne, ja det er dem som saelger dem. Brasilien har ekstremt store problemer med stoffer og det er svaert at aendre paa det, fordi antallet af fattige som vaelger at bruge stoffer er ekstremt hoejt.

Det er skraemmende at taenke paa hvad der sker her hvor jeg lever mit liv lige nu, men paa den anden side maa jeg ogsaa bare sige at jeg ikke har set noget til det. Jeg vidste ikke engang det var saerlig galt foer alle begyndte at snakke om det i disse uger. Jeg har nu vaeret her i naesten 10 mdr. og intet er sket med mig. Jo jeg har set en masse slagsmaal til koncerter eller fester, set unge ryge hash paa gaden midt i byen. Men der er aldrig sket noget med mig, og jeg har bare vaennet mig til det. Hvis du passer paa dig selv, sker der dig ikke noget. Jeg synes det er forfaerdeligt at saadanne ting skraemmer folk vaek fra at opleve Brasilien, for det har saa mange fantastiske ting.

Jeg ved jeg har lovet et indlaeg om amazonas og jeg har skrevet det, men jeg skal lige have skrevet det ind paa computeren, saa faar I det. Syntes lige for at skrive dette indlaeg da det er meget aktuelt. Igen lad jer ikke skraemme, Brasilien har problemer ja, men hvilket land har ikke det? Og hvilket land har ligesaa mange fantastiske ting at byde paa som Brasilien? Ikke mange er jeg sikker paa.

Um abraço
Fie

http://www.passosnews.com/index.php?option=com_content&task=view&id=7055&Itemid=67 link til aktikel om en konkurrence jeg var til i fredags, brug google translate hvis interresseret. Ellers besoeg www.passosnews.com for nyheder i min by, igen brug google som oversaetter eller spoerg mig om en atikel og jeg kan kort fortaelle om indholdet.

THE AMAZON EXPEDITION

COMING SOON!
Lover at der kommer en update i dag eller i morgen om min tur til den brasilianske regnskov!

Om at have foedselsdag i Brasilien

d. 8. Maj, som de fleste nok ved (eller det haaber jeg da) fyldte jeg 17 aar. Det i sig selv at blive 17 var ikke den store oplevelse, og ligesom altid foelte jeg ikke nogen forskel fra at vaere 16.. Maaske kommer det.

Om fredagen, den sjette, havde jeg et Rotary moede. Eller det troede jeg i hvert fald. Jeg havde lidt paa fornemmelsen at min klub ville finde paa et eller andet, men ville ikke faa mit haab op og saa blive skuffet. Men der var nu smaa hints. F.eks. Hvis jeg spurgte folk om hvad moedet ville handle om, saa fik jeg forskellige svar og min ene lillesoester var lidt for grinende og skoer lige foer vi tog af sted. Da vi saa ankom til klubben saa jeg en masse balloner udefra. Da vi gik ud af bilen grinte jeg og min mor spurgte “hvad er der?” men jeg svarede bare “ingenting”, der havde jeg regnet den ud. Jeg gik ind i klubben og lyset blev taendt og en masse rotarymedlemmer og nogle veninder sang foedselsdagssang for mig paa portugisisk, den gaar saadan her: “Parabéns pra você, nessa data querida, muitas felicidades, muitos anos de vida! Og forsaetter saadan. Det oversaettes til: Tillykke til dig, paa denne kaere dag, et lykkeligt og langt liv til dig. Og afsluttes med “VIVA (indsaet foedselars navn)! VIVAAAAAAAAAA!”

Jeg fik en del gaver, deriblandt havainas, en pung, creme, taske og andre dejlige ting. Vi spiste alle sammen og derefter var det tid til at puste lysene ud paa min kage(r). Jeg havde faaet overtalt rotarianerne til at synge I dag er det Sofies foedselsdag, men da tiden kom saa blev det mig der stod og sang den for mig selv haha, og saa fik jeg lige den brasilianske version en gang til.

Senere endte festen. Det var ikke en stor fest eller noget prangende, ligesom “Sweet 15” her i Brasilien, hvor man bruger 150.000 kr paa en aftens fest. Men det betoed utrolig meget for mig, at min Rotary klub gjorde det for mig. Jeg holder virkelig meget af de personer, og det er rart at vide at det er gengaeldt.

Naeste morgen stod jeg op ved 8 tiden, fordi jeg havde en haandboldfinale der skulle spilles. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt jer om den turnering jeg har vaeret en del af (sammen med mit hold fra min skole self.) de sidste uger, eller maaneder? Turneringen hedder “Troféu do Tiradentes”. Selve personen Tiradentes har jeg vist skrevet om foer, men skole tror jeg ikke jeg har fortalt om. I Passos hedder skolen “Tiradentes - Colégio do Policia Militar”. Ikke at det er en politiskole eller militaerskole. Det er en skole som kommunalskole som er styret af politiet, og tilgodeser politifolks boern. Der er politi tilstede paa skolen, saa derfor er det svaerre at komme ind, selvom det ikke er en privatskole. Skolen havde valgt at lave turneringen dette aar, for foerste gang i historien.

Vi var 6 hold fra start tror jeg, baade privatskoler og kommunal skoler. Vi kom forholdsvist let til finalen, saa jeg var meget opsat paa at vinde, isaer fordi finalen var mod den samme skole vi tabte til sidste aar, i en anden finale.

Jeg ankom i hallen med 4 veninder, lidt for sent men det er helt acceptabelt i Brasilien. For opvarmning hoerer ikke med til ordforraad. Kampen gik i gang. Vi kom hurtig bagud med to maal, men kom roligt tilbage i kampen. I anden halvleg foerte vi pludselig med tre maal, men vi blev for selvtilfredse (er det et ord?) og lukkede det andet hold ind i kampen igen, da de udlignede kort efter. Til sidst trak vi dog fra igen, og da der var sekunder tilbage var kampen for laengst afgjort. Vi loeb skrigende hen og kramte hinanden og vores traener Marcio. Det var saa fedt, og fantastisk at have en guldmedalje med hjem fra Brasilien, plus at vaere de foerste vindere nogensinde af den turnering.

Kl:17 var der praemieoverraekkelse i samme hal som kampen blev spillet i. Kun 6-7 spillere moedte op, men vi var alle meget stolte. Da jeg modtog min medalje raabte nogle tilskuere “bla bla bla wuuhuuu spilleren fra Tyskland!” og jeg kunne ikke lade vaere med at grine. Selv Passos’ borgmester var moedt frem til overraskelsen, han er for oevrigt tidligere elev paa min skole.

Om aftenen tog jeg hen for at se mine lillesoestre gaa “modeshow”. Bagefter tog vi ud og spiste “Caldo do feijão” som er en slags suppe lavet af boenner med flaeskesvaerd og ostestykker. Det lyder maaske ikke saerlig laekkert, MEN DET ER DET!

Soendag morgen blev jeg vaekket af min mor som sagde at jeg skulle gaa op og aabne hoveddoeren. Saa det gjorde jeg. Det var rotary som havde sendt mig en stor kurv med kager og guf! Endnu en dejlig overraskelse. Jeg gik nu hurtig tilbage og sov.

Senere tog jeg i kirke med min familie og bagefter skulle vi til frokost hos min vaertsmormor. D. 8. Maj var jo mors dag, og det er en meget stor ting i Brasilien. Saa alle brugte den dag med deres moedre.

Om aftenen tog vi til min vaertsfaetters foedselsdag, og lad mig lige sige at drengen fyldte 1 aar, men alligevel kom næsten 90 mennesker til festen?!

Anyways, det var saa min egentlige foedselsdag. Mandag da jeg tog i skole sagde en masse self tillykke til mig, og det var rart. Senere tog jeg over til min veninde Bruna for at spise Pamonha (mmmmhmm) og bagefter tage ud at bytte nogle af mine gaver. Hun gav mig gaver fra hende og fire andre af mine veninder. Det var tre indrammede billeder og en pude med et billede af mig og skriften “Existem pessoas que nunca esquecemos” hvilket betyder “Der eksisterer personer som vi aldrig glemmer”. Det var virkelig en soed gave, og det kan ikke beskrives hvor glad jeg blev for den, og hvor glad jeg er for at have moedt de piger. Bagefter byttede vi lidt gaver. Tog hen til acaí og moedtes med to andre veninder. Tog derefter hen og byttede en til gave og derefter til haandboldtraening. Efter den dag var jeg rimelig udkoert, men ogsaa rigtig glad.

Det var saa min foedselsdag indtil videre. Men jeg skal ogsaa have fejret det med udvekslingsstudenterne her paa fredag til soendag.

Det var underligt at fylde aar hernede, og paa en maade foeltes det ikke rigtig som min foedselsdag, men jeg tror det er meget normalt. Jeg fik helt klart lidt hjemve, men naar jeg taenker over det, saa havde jeg et par rigtige gode dage, og har bestemt ikke noget at beklage mig over.

For lige at blive ved emnet foedselsdag i Brasilien, saa her i dag, d.14. Maj fyldte min by, Passos, 153 aar! TILLYKKE!!!!!! Det blev fejret med optog i gaderne. Det er en aarlig tradition, hvor alle byens skoler(eller en del af dem) gaar fanfarre (hedder det ogsaa det paa dansk?), der hvor man har fine uniformer paa og spiller musik med trompeter, trommer osv.

En af de personer som i mange aar har staaet for arrangeringen af optoget var laerer paa min skole. Desvaerre doede han i gaar, efter lang tids sygdom. Stort set hver dag i den her uge har der vaeret meddelt “Nu er Gustavo (hans navn) doed.” men hver gang var det loegn, indtil i gaar hvor jeg ankom til min skole og fik beskeden om at dagens timer var aflyst fordi Gustavo rent faktisk var doed.

Det var et stort tab for min skole og ogsaa for Passsos’ by. Jeg laerte aldrig Gustavo at kende, og havde ingen timer med ham, men udfra hvad folk har fortalt mig, saa var han en utrolig person.

Af respekt, taknemmelighed og kaerlighed bar en skole sorte soergeband under optoget og en del andre skoler havde lavet bannere til aere for Gustavo med ord som “Tak for alt” og “Vi vil savne dig”.

Gustavo underviste 20 aar paa min skole og stod for alle teaterstykker paa skolen og alle de optog som skolen tog del i.

Long time no see

Hej alle,

Kort update. Paaskeferien er startet i Brasilien i dag. Jeg har ikke vaeret i skole og har en haandboldkamp her klokken 16 brasiliansk tid, hvis vi vinder er vi hoejst sandsynligt i FINALEN!

Paa loerdag tager jeg til Amazonas junglen (mangler stadig at koebe en lygte og myggespray), jeg behoever vist ikke at sige at jeg er meget spaendt.

I gaar fik jeg endelig mit brasilianske id! Det havde vaeret faerdig siden november, men tjaa, det her er jo Brasilien saa hvorfor skullle politiet ringe og fortaelle dig det?

Har endelig laert at lave brigadeiro, nu spekulerer jeg saa bare paa om vi har kondenseret maelk i Danmark? HOVEDINGREDIENSEN!

Brugte aftenen i gaar paa at filme mine vaertssoestre mens de dansede, god underholdning vil jeg bare lige sige.

Ellers har jeg brugt den sidste tid paa: haandbold, hygge med veninder, skole, rotary... just the usual!

Ville egentlig ikke fortaelle det store, men vente med en spaendende update til efter min tur til junglen. Jeg er hjemme igen d.3 eller 4. maj og saa lover jeg der kommer et nyt indlaeg, men jeg er koert lidt traet i at skrive blog, det er kan vaere saa kedeligt at fortaelle om ting man har oplevet, hvert fald paa skrift. Jeg ved det (eller tror?) at det er spaendende at hoere om livet i Brasilien for jer, men for mig er det bare blevet normalt, saa jeg taenker ikke rigtig at WOW DET ER SPAENDENDE!  Og saa skyder jeg skylden paa blogpsot/internettet over at I ikke fik mit sidste indlaeg, for da jeg trykkede udgiv indlaeg sagde den at det ikke var muligt og slettede det hele uden jeg havde gemt, saa det var noget vaerre ****.

Naa men jeg skriver efter Amazonas turen, forhaabentlig med en masse uforglemmelige oplevelser og en million myggestik!