d. 8. Maj, som de fleste nok ved (eller det haaber jeg da) fyldte jeg 17 aar. Det i sig selv at blive 17 var ikke den store oplevelse, og ligesom altid foelte jeg ikke nogen forskel fra at vaere 16.. Maaske kommer det.
Om fredagen, den sjette, havde jeg et Rotary moede. Eller det troede jeg i hvert fald. Jeg havde lidt paa fornemmelsen at min klub ville finde paa et eller andet, men ville ikke faa mit haab op og saa blive skuffet. Men der var nu smaa hints. F.eks. Hvis jeg spurgte folk om hvad moedet ville handle om, saa fik jeg forskellige svar og min ene lillesoester var lidt for grinende og skoer lige foer vi tog af sted. Da vi saa ankom til klubben saa jeg en masse balloner udefra. Da vi gik ud af bilen grinte jeg og min mor spurgte “hvad er der?” men jeg svarede bare “ingenting”, der havde jeg regnet den ud. Jeg gik ind i klubben og lyset blev taendt og en masse rotarymedlemmer og nogle veninder sang foedselsdagssang for mig paa portugisisk, den gaar saadan her: “Parabéns pra você, nessa data querida, muitas felicidades, muitos anos de vida! Og forsaetter saadan. Det oversaettes til: Tillykke til dig, paa denne kaere dag, et lykkeligt og langt liv til dig. Og afsluttes med “VIVA (indsaet foedselars navn)! VIVAAAAAAAAAA!”
Jeg fik en del gaver, deriblandt havainas, en pung, creme, taske og andre dejlige ting. Vi spiste alle sammen og derefter var det tid til at puste lysene ud paa min kage(r). Jeg havde faaet overtalt rotarianerne til at synge I dag er det Sofies foedselsdag, men da tiden kom saa blev det mig der stod og sang den for mig selv haha, og saa fik jeg lige den brasilianske version en gang til.
Senere endte festen. Det var ikke en stor fest eller noget prangende, ligesom “Sweet 15” her i Brasilien, hvor man bruger 150.000 kr paa en aftens fest. Men det betoed utrolig meget for mig, at min Rotary klub gjorde det for mig. Jeg holder virkelig meget af de personer, og det er rart at vide at det er gengaeldt.
Naeste morgen stod jeg op ved 8 tiden, fordi jeg havde en haandboldfinale der skulle spilles. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt jer om den turnering jeg har vaeret en del af (sammen med mit hold fra min skole self.) de sidste uger, eller maaneder? Turneringen hedder “Troféu do Tiradentes”. Selve personen Tiradentes har jeg vist skrevet om foer, men skole tror jeg ikke jeg har fortalt om. I Passos hedder skolen “Tiradentes - Colégio do Policia Militar”. Ikke at det er en politiskole eller militaerskole. Det er en skole som kommunalskole som er styret af politiet, og tilgodeser politifolks boern. Der er politi tilstede paa skolen, saa derfor er det svaerre at komme ind, selvom det ikke er en privatskole. Skolen havde valgt at lave turneringen dette aar, for foerste gang i historien.
Vi var 6 hold fra start tror jeg, baade privatskoler og kommunal skoler. Vi kom forholdsvist let til finalen, saa jeg var meget opsat paa at vinde, isaer fordi finalen var mod den samme skole vi tabte til sidste aar, i en anden finale.
Jeg ankom i hallen med 4 veninder, lidt for sent men det er helt acceptabelt i Brasilien. For opvarmning hoerer ikke med til ordforraad. Kampen gik i gang. Vi kom hurtig bagud med to maal, men kom roligt tilbage i kampen. I anden halvleg foerte vi pludselig med tre maal, men vi blev for selvtilfredse (er det et ord?) og lukkede det andet hold ind i kampen igen, da de udlignede kort efter. Til sidst trak vi dog fra igen, og da der var sekunder tilbage var kampen for laengst afgjort. Vi loeb skrigende hen og kramte hinanden og vores traener Marcio. Det var saa fedt, og fantastisk at have en guldmedalje med hjem fra Brasilien, plus at vaere de foerste vindere nogensinde af den turnering.
Kl:17 var der praemieoverraekkelse i samme hal som kampen blev spillet i. Kun 6-7 spillere moedte op, men vi var alle meget stolte. Da jeg modtog min medalje raabte nogle tilskuere “bla bla bla wuuhuuu spilleren fra Tyskland!” og jeg kunne ikke lade vaere med at grine. Selv Passos’ borgmester var moedt frem til overraskelsen, han er for oevrigt tidligere elev paa min skole.
Om aftenen tog jeg hen for at se mine lillesoestre gaa “modeshow”. Bagefter tog vi ud og spiste “Caldo do feijão” som er en slags suppe lavet af boenner med flaeskesvaerd og ostestykker. Det lyder maaske ikke saerlig laekkert, MEN DET ER DET!
Soendag morgen blev jeg vaekket af min mor som sagde at jeg skulle gaa op og aabne hoveddoeren. Saa det gjorde jeg. Det var rotary som havde sendt mig en stor kurv med kager og guf! Endnu en dejlig overraskelse. Jeg gik nu hurtig tilbage og sov.
Senere tog jeg i kirke med min familie og bagefter skulle vi til frokost hos min vaertsmormor. D. 8. Maj var jo mors dag, og det er en meget stor ting i Brasilien. Saa alle brugte den dag med deres moedre.
Om aftenen tog vi til min vaertsfaetters foedselsdag, og lad mig lige sige at drengen fyldte 1 aar, men alligevel kom næsten 90 mennesker til festen?!
Anyways, det var saa min egentlige foedselsdag. Mandag da jeg tog i skole sagde en masse self tillykke til mig, og det var rart. Senere tog jeg over til min veninde Bruna for at spise Pamonha (mmmmhmm) og bagefter tage ud at bytte nogle af mine gaver. Hun gav mig gaver fra hende og fire andre af mine veninder. Det var tre indrammede billeder og en pude med et billede af mig og skriften “Existem pessoas que nunca esquecemos” hvilket betyder “Der eksisterer personer som vi aldrig glemmer”. Det var virkelig en soed gave, og det kan ikke beskrives hvor glad jeg blev for den, og hvor glad jeg er for at have moedt de piger. Bagefter byttede vi lidt gaver. Tog hen til acaí og moedtes med to andre veninder. Tog derefter hen og byttede en til gave og derefter til haandboldtraening. Efter den dag var jeg rimelig udkoert, men ogsaa rigtig glad.
Det var saa min foedselsdag indtil videre. Men jeg skal ogsaa have fejret det med udvekslingsstudenterne her paa fredag til soendag.
Det var underligt at fylde aar hernede, og paa en maade foeltes det ikke rigtig som min foedselsdag, men jeg tror det er meget normalt. Jeg fik helt klart lidt hjemve, men naar jeg taenker over det, saa havde jeg et par rigtige gode dage, og har bestemt ikke noget at beklage mig over.
For lige at blive ved emnet foedselsdag i Brasilien, saa her i dag, d.14. Maj fyldte min by, Passos, 153 aar! TILLYKKE!!!!!! Det blev fejret med optog i gaderne. Det er en aarlig tradition, hvor alle byens skoler(eller en del af dem) gaar fanfarre (hedder det ogsaa det paa dansk?), der hvor man har fine uniformer paa og spiller musik med trompeter, trommer osv.
En af de personer som i mange aar har staaet for arrangeringen af optoget var laerer paa min skole. Desvaerre doede han i gaar, efter lang tids sygdom. Stort set hver dag i den her uge har der vaeret meddelt “Nu er Gustavo (hans navn) doed.” men hver gang var det loegn, indtil i gaar hvor jeg ankom til min skole og fik beskeden om at dagens timer var aflyst fordi Gustavo rent faktisk var doed.
Det var et stort tab for min skole og ogsaa for Passsos’ by. Jeg laerte aldrig Gustavo at kende, og havde ingen timer med ham, men udfra hvad folk har fortalt mig, saa var han en utrolig person.
Af respekt, taknemmelighed og kaerlighed bar en skole sorte soergeband under optoget og en del andre skoler havde lavet bannere til aere for Gustavo med ord som “Tak for alt” og “Vi vil savne dig”.
Gustavo underviste 20 aar paa min skole og stod for alle teaterstykker paa skolen og alle de optog som skolen tog del i.
