tirsdag den 21. september 2010

Update

21 års fødselsdag, to af mine bedste veninder her: Anna Clara og Isadora og Anna Claras mega seje far!
Valgkamp i Passos' gader
Mine kanelsnegle

Så er der gået 10 dage siden min sidste opdatering, så det må vist være på tide at jeg giver jer en ny. Sidste uge brugte jeg meget af tiden sammen med to veninder fra min parallelklasse, som kun snakker portugisisk. Det er derfor en udfordring at kommunikere med dem, men det går godt. Vi griner og har det hyggeligt sammen. Jeg har været til Rotary møde kun for kvinder og der mødte jeg en rigtig sød pige som var udvekslingsstudent i Sydafrika i 2006. Det føles som om, at uanset hvor jeg tager hen, så møder jeg nye mennesker som bliver mine venner. Det kan simpelthen ikke siges nok: "Brasilianere er fantastiske mennesker!"
Min nye værtsfamilie er rigtig dejlig. De er nogle utrolige mennesker og jeg holder allerede meget af dem. De introducerer mig altid som deres danske datter, så det gør lige at man virkelig føler sig hjemme. Selvom min familie nu kun består af et ægtepar, så har jeg det helt okay med det. Deres 2 døtre bor i New Zealand og har begge været Rotary udvekslingsstudenter, den ene i Australien og den anden i New Zealand. Selvom det kan være lidt kedeligt at være "enebarn" så går det, for jeg er tit sammen med venner.
Sidste tirsdag var det min værtsmor, Cibeles fødselsdag. Jeg gav hende en H.C. Andersen bog og nogle bolsjer hvor der står Mor på. Hun blev rigtig glad for gaverne, og det gør jo bare mig glad. Om eftermiddagen bagte jeg kanelsnegle til min værtsmor, okay måske var det egentlig mest til mig selv, da jeg lidt savnede noget dansk mad. Min værtsfamilie kunne godt lide sneglene, men det var nu mig der spiste flest.
Torsdag var jeg til valgkampsmøde-agtig-ting. Der er jo valg i Brasilien om meget kort tid, jeg følger ikke rigtig med, da mit portugisisk niveau er lysår fra at kunne fatte brik om politik. Men en ting har jeg da fået fat i. Som nogle af jer nok ved, så kan Brasilien dette år få en kvindelig præsident, men alle de folk jeg har snakket med, er meget imod hende. Min værtssøster i min første familie sagde endda, at det ville være Brasiliens død! Jeg ved ikke helt hvorfor, men hun er åbenbart meget overvurderet. Anyways, vælgermødet var ret morsomt. Det fandt sted i Passos lufthavn, hvis man kan kalde det en lufthavn. Og da de 3 tror jeg nok, kandidater til, ja det er her er lidt pinligt, for jeg ved ikke hvad de er kandidater til, borgmester måske? Eller governadør, en af de to ting. Nå, men da de ankom begyndte alle de fremmødte at råbe og skrige, MEGET BRASILIANSK!, og jeg stod der i 40 graders varme og tænkte bare, hvordan gør de mennesker det. Jeg var en lille smule træt og en lille smule tvær da jeg havde lidt ondt i hovedet og ikke havde fået noget vand, men min værtsfar syntes da lige at jeg skulle møde den allermest populære politiker, så mens de 3-4 politiker prøver at komme igennem menneskemængden og en masse fotografer, så råber min værtsfar "SOFIE! ELA É DA DINAMARCA!" og af en eller anden grund, skulle jeg trækkes ind i den store samling og give politikeren en rigtig "fredshåndtryk" I ved sådan et formelt et, hvor der bliver taget vildt mange billeder. Så jeg fik stukket et par kameraer op i snotten, og smuttede ellers så hurtigt jeg kunne.
Udover det ene vælgermøde, så består brasiliansk valgkamp af sange. Ja, hver kandidat for tildelt et nummer, som er det man stemmer når valget finder sted. Brasilianere synes åbenbart det er sjovt, at lave sange som : Vintedois - dois - dois - dois! (22-2-2-2), det er min yndlings. Biler kører rundt i gaderne i Passos med kæmpe højtalere der blaster disse sange, og det er ret sjovt at se. Min værtsfar er meget engageret i politik, da en af kandidaterne har gjort meget for Passos' universitet hvor min værtsfar underviser om aftenen.
Fredag blev egentlig bare tilbragt herhjemme, for første gang i Brasilien skal det lige siges. Jeg slappede af, og det var ret dejligt bare at have sådan en aften.
Lørdag var der fest i stor stil. Jeg startede dog dagen med at ordne nogle ærinder med min værtsmor. Da vi kom hjem fik jeg lavet manicure og så den nye Alice i eventyrland på engelsk med portugisiske undertekster. Det var en rigtig god film. Senere på aftenen kørte jeg med min værtsforældre til Escarpas hvor festen blev holdt. Jeg boede hos noget familie af min værtsfamilie, som tilfældigvis også er en af mine venner fra skolen og nogle andre venner så jeg kendte dem i forvejen. De er nogle helt fantastiske mennesker, og jeg gjorde heldigvis også et godt indtryk på dem, da de sagde at hvis jeg ville så måtte jeg meget gerne komme til Escarpas med dem igen, så det er jo dejligt at høre. Tilbage til festen. Eftersigende skulle der have været kommet 400, men altså det var der slet ikke, måske var der 150. Festen blev holdt i hvad brasilianerne kalder en club, jeg tror det er ligesom en amerikansk countryclub, sådan for den finere del af samfundet. Temaet var Las Vegas og dresscoden var sort. Invitationen var en lille jeton med nummer 21 i midten da "fødselsdagsbarnet", som er en af mine venner, fyldte 21. Det med 21 gik også igen i Black Jack turneringen som blev holdt om aftenen. Der var alt hvad hjertet kunne begære af drikkevare og mad. Der var også et stort dansegulv som ivrigt blev benyttet af alle. Et par fladskærme hist og pist og nogle fotografer. Festen startede kl.22 og sluttede kl.9 næste morgen, så det var en lang nat. Jeg havde det rigtig sjovt, og det var en fed oplevelse. Jeg mødte nye mennesker og fik nye venner, så det var bare fantastisk. Nogle ville lidt mere end bare at være venner, men "ellers tak du!" var mit svar.
Søndag blev bare brugt på afslapning i Escarpas.
I dag, mandag min tid, har jeg været i skole og været til håndbold. Jeg bliver vækket 6:30 hver morgen, og indtil i dag er det gået godt hver gang. Men i dag faldt jeg altså i søvn efter at være blevet vækket, så pludselig åbner min værtsfar døren og siger "Sofie, klokken er syv!" på portugisisk self. Han kørte så i skole og jeg måtte gå, ikke at jeg havde noget imod det, det gjorde mig lidt mere vågen. Jeg kom lidt for sent, men det betød ikke noget, portene var ikke lukket så, så er det jo ligegyldigt. Vi havde matematik i første time, så vi havde altså min værtsfar og var ikke spor sur, nærmere lidt grinende. Jeg er lige kommet hjem fra håndbold for godt halvanden time siden, og nu vil jeg bruge resten af aftenen på at slappe af. Det var hårdt til håndbold i dag, fordi der er så varmt. Det er helt sindsygt, og det skal blive spændende at se hvordan jeg klarer sommeren.
I denne weekend rejser jeg til Orlandia some er en by i São Paulo for at møde de andre udvekslingsstudenter i mit distrikt.Vi er omkring 20, tror jeg nok, fra hele verden. Japan, Tyskland, USA, Danmark, Australien, Frankrig, Mexico og Columbia så det skal nok blive spændende at møde de andre. Jeg regner med at give opdatering når jeg kommer hjem fra weekenden, så det vil sige om en uge.
Håber alt er godt i regnfulde Danmark, I må gerne sende mig noget af jeres regn hvis I har lyst.
Beijos
Fie<3
PS: gider ikke tjekke for stavefejl, så hvis der er nogle må I lige bære over med mig ;)

PPS: I må også bære over med den super grimme skrifttype, men mit internet ville ikke udgive det i times.

6 kommentarer:

  1. undskyldninger er der nok af, hva' !?!?! HIHIHIHIHIHIHIHEHEHEHEHEHOHOHOHAHHAHAHA

    Jeg ville ellers have påpeget stavefejlene, men så lad gå da for denne gang. Det lyder som en ekstrem fest, når man kan være igang så laaang tid :o

    ciao bella.

    SvarSlet
  2. Hahahaha mange tak for din gavmildhed! Det der med dansk er bare svært, men nu får jeg jo nok snakket noget i weekenden så mon ikke det hjælper lidt på det?
    Festen var alt for fed, men har ingen anelse om hvordan vi holdt os vågne. Der var dog to fyre som sprang i poolen med tøj og mobil, måske er det et godt råd til lige at blive genopfrisket, altså hvis du nogensinde kommer til sådan en fest, det er jo kun for os VIP'S!!!!!
    PS. Kom lige i tanke om noget, du ved den der scene, i den film dig og Jonas elsker - Octoberfest, hvor de drikker øl ud af en støvle, det skete også til festen haha.

    Tchau amor<3

    SvarSlet
  3. Jeg tilgiver dig skriften. Uha den er svær at læse.....men undskyldningen er god.
    Flotte kanelsnegle du har bagt.
    Jeg glæder mig til du kommer med nogle spændende opskrifter....
    KH

    SvarSlet
  4. Jeg glemte at skrive, at det er spændende at høre om valgkampen. Nyd det....det er sjovt at se hvordan det foregår andre steder. Grinede da jeg læste det med sangene......Jeg kan godt forstå at der er en sprogbarrierre. Men jeg tror du knokler med det. Spændende

    SvarSlet
  5. Godt I kan læse det på trods af skriften, men mit internet hvor jeg bor nu er simpelthen så ringe, jeg aner ikke hvad der sker.
    Tænkte nok at det med valget ville fange din opmærksomhed. Jeg skal prøve at huske at give et par små updates om det ;)

    SvarSlet
  6. Dejligt at du stadigvæk nyder det og oplever så meget, og så skidt med et par fejl, og så er det altid spændende at læse din blog, glæder mig allerede til den næste kærlig hilsen Far

    SvarSlet