Det sidste indlaeg - vi ses om 3 dage DK

The beginning of the end

I gaar var sidste Rotary moede med Casa da Amizade, som er kvinderne fra min klub. Jeg har en Rotary fest i morgen, og saa er det slut.

I gaar var en meget foelsesladet dag for mig, og jeg har svaert ved at beskrive den sorg jeg foeler, fordi jeg torsdag forlader meget mere end et land, jeg forlader min familie, venner og mit hjem. Det er umuligt at sige: Jeg glaeder mig saa meget til at komme hjem! For med hjemrejsen foelger afskeden til en droem. En droem jeg har haft siden jeg var omkring 11 aar og nu har udlevet.

Jeg havde aldrig troet at det ville vaere saa svaert at sige farvel, og jeg er jo knapt nok startet, men bare tanken om det giver en klump i halsen.

I gaar havde kvinderne fra min rotary klub saa lavet et afskedsmoede for mig. Praesidenten laeste en historie op, som hun syntes passede til mig. Den handlede om en ung mand der tog til et fremmed land og moedte indbyggerne. Han spurgte den foerste mand han moedte: “Hvordan er menneskerne fra denne by?” manden svarede tilbage med et andet spoergsmaal: “Hvordan er menneskerne fra den by du kommer fra?” den unge mand svarede tilbage: “kedelige, uhoeflige, uvidende” og manden svarede saa tilbage: “Saadan er de ogsaa her.”

Senere kom en anden ung mand, og han stillede samme spoergsmaal til manden: “Hvordan er menneskerne fra denne by?” og manden svarede igen med et spoergsmaal: “Hvordan er menneskerne fra den by du kommer fra?” den unge mand svarede: “Kaerlige, kloge, varme og fantastiske” manden spurgte saa den unge mand: “Hvorfor svarede du det?” og den unge mand svarede: “Fordi den som ikke har noget godt fra sin fortid og der hvor han kommer fra vil aldrig finde noget godt i sin fremtid og der hvor han kommer hen.”

Og min praesident sagde, at jeg var ligesom den unge mand. Jeg havde fortalt saa mange gode ting om mit liv i Danmark og om Danmark, og derfor holdte de saa meget af mig. Hun snakkede videre om, at de alle ville savne mig og at naar jeg vil vende tilbage saa er alle deres hjem aabne for mig. Og det var under den tale, at det nok gik op for mig, at jeg naermer mig slutningen paa dette aar, og taarerne trillede ned ad mine kinder. For som hun sagde saa er jeg deres alles datter, og de er mine moedre.

Bagefter lavede de en aktivitet hvor hver af dem skulle oenske mig en god ting, f.eks. Succes, kaerlighed, lykke osv. Igen kunne jeg ikke holde op med at tude, fordi det betyder simpelthen saa meget for mig, at de holder af mig paa den maade. Bagefter bad de saa mig om at sige et par ord, men jeg kunne knap aabne munden uden at hulke. Jeg fik dog sagt mere eller mindre dette: “Jeg vil bare takke hver og en af jer for alt I har gjort for mig. Det er paa grund af jer at det her sted er blevet mit hjem og jeg vil aldrig glemme jer, saa tusind tak.” Det er haardt ikke at kunne udtrykke sin taknemmelig fuldt ud, men hvordan skulle jeg nogensinde kunne takke dem for alt de har gjort for mig, der findes ingen ord der raekker.

Lige pludselig saa jeg saa min lillesoester Beatriz graede, og hun kunne bare ikke stoppe. Det knuste mit hjerte at se, at hendes taarer er paa grund af mig. Hun har altid sagt til mig, at hun ville graede naar jeg tog hjem, men jeg troede ikke rigtig paa det foer jeg saa det i gaar. Jeg skyndte mig at loebe efter hende, da hun smuttede ud af lokalet og saa sad vi to ellers og graed der sammen. Det er utroligt hvad en lille 6-aarig pige er kommet til at betyde for mig paa 5 smaa maaneder.

Jeg kan virkelig ikke fortaelle jer hvor ondt det goer at skulle sige farvel til alt og alle. At maerke at tiden loeber fra mig, uden at kunne forstaa hvordan aaret forsvandt saa hurtigt. At spise noget mad, se et tv program, snakke med en person og taenke, maaske er det for sidste gang. Men med al godt er der vel noget daarligt og omvendt.

Paa samme tid foeler jeg mig som verdens heldigste person, for hvis det ikke var svaert at sige farvel, ville det vel betyde at mit aar havde vaeret dårligt? Naar jeg graeder saa meget, hvad betyder det saa? At det har vaeret det bedste aar i mit liv?

Rotary proevede at forberede os paa hvor svaert det ville vaere de sidste dage, men man skal opleve det foer man rigtig fatter det. Selv nu, med 2 dage tilbage, har jeg svaert ved at fatte, at jeg skal hjem. Min hjerne ved det, ved at jeg skal pakke mine tasker, sige farvel, koebe de sidste ting osv. Men mit hjerte vil ikke acceptere det. Mine tasker staar tomme, jeg har ikke sagt farvel til nogen som helst endnu (i hvert fald ikke de mennesker som betyder mest) og jeg mangler stadig at koebe en masse.

Et aar er blevet til to dage. Det der virkede som for evigt har faaet en udloebsdato som alt andet.

Siden det her formentlig er mit sidste blogindlaeg, saa vil jeg gerne takke jer alle for at have laest med. Om det er 5 eller 10 personer betyder egentlig ikke noget, men tak fordi I har taget del i mine oplevelser. Og tak, selvom det ord paa ingen maade er nok, til Langaa Rotary Klub. Uden jer havde intet af det her vaeret muligt, og jeg er jer evigt taknemmelig.

Der er vel ikke saa meget andet at sige. It’s the beginning of the end, begyndelsen af resten af mit liv.

Var det det hele værd? Uden tvivl.

Anne Sofie Madsen

Udvekslingstudent 4. August 2010 - 7. Juli 2011.

Langaa Rotary Klub, distrikt 1440, Danmark - Rotary Clube de Passos, distrito 4540, Brasil.

Até logo meu Brasil. Obrigada por tudo.

10 dage tilbage..

De sidste 10 dage i Brasilien er gaaet i gang. Jeg kan taelle dagene paa mine fingre. Men det foeles nu ikke rigtig, ikke endnu.

Mor kom sidste onsdag, midt om natten. Lige pludselig stod hun bare udenfor min hoveddoer, og jeg kunne knap tror mine egne oejne da jeg saa hende. Det var svaert at holde taarene tilbage.

Vi snakkede lidt den foerste aften, men skyndte os ellers at gaa i seng, saa vi kunne vaere friske til naeste dag.

Naeste morgen fik mor og JP pão de queijo for foerste gang i deres liv, og som jeg allerede vidste paa forhaand var det en stor succes. Ellers gik vi en tur i byen og bagefter tog vi hjem og spiste frokost.

Efter frokost tog vi videre paa rundtur i Passos. Jeg viste dem min skole, kirken, butikkerne og alt hvad der hoerer med til mit hjem her i Brasilien. Vi spiste ogsaa açaí, generelt spiste vi bare en masse.

Om aftenen tog vi til Rotary moede, saa de kunne moede de mennesker som har taget saa godt imod mig dette aar. Det var en fantastisk aften og med gammel dansk blev alle i godt humoer, maaske lidt for godt.

Naeste dag tog vi ud paa vores gaard, der blev vi til loerdag. Loerdag aften tog vi ud at spise og soendag tog vi til familiefrokost. Bagefter tog de videre til Rio.

Det var ikke fordi vi lavede enormt meget, men det var meget vigtigt for mig at vise min mor, hvor jeg har boet i et aar.

De sidste 10 dage skal bare nydes. Onsdag er det farvel til de sidste udvekslingstudenter og i weekenden er min sidste weekend i Brasilien, saa mon ikke der bliver noget fest. Mit sidste Rotary moede er dagen foer afrejse, og det er praesidentskifte. Ellers er det vel bare at bruge dagene med dem jeg holder af.

Kort opdatering fra mig af,

Vi ses snart Danmark:)

at sige farvel..

Med 3 uger til hjemrejse så er tiden til at sige farvel til de personer, som jeg har lært at kende så godt kommet. Denne weekend var de farvel til 4 af mine allerbedste veninder, Kathryn fra USA, Marine fra Frankrig, Rakaitemania fra New Zealand og sidst men ikke mindst, min allerbedste veninde dette år, Danielle fra Wisconsin, USA. 

Det er sjovt at selvom vi kommer fra vidt forskellige steder, så forstår vi alligevel hinanden fuldstændig. Vi griner og græder, og i løbet af  et år sammen gennemgår vi så mange ting. 

i

Mandag var derfor en ret forfærdelig dag for mig, for jeg sagde farvel til dem alle. Pludselig gik det bare op for mig, at jeg ved ikke hvornår jeg ser dem igen. Derfor er det sværere end dengang jeg tog afsked med Danmark. For jeg vidste at efter 11 mdr. ville jeg vende hjem igen. Med disse mennesker, eller nogle af dem, kommer der til at gå år før vi mødes igen. Og det gjorde rigtig ondt lige pludselig at indse det. For selvom vi ikke kender alt til hinandens liv, så har vi alligevel været der i det vigtigste år af hinandens liv, og i de sværeste tidspunkter. Vi har været der til at skråle af grin men også til at tøre tårerne væk fra hinandens kinder.

At se en af mine bedste veninder køre væk fra mig gjorde forfærdelig ondt, og det er svært at forklare de følelser man går igennem. Heldigvis havde jeg nogle venner at kramme og græde med.

I går havde jeg også min præsentation om mit år her i Brasilien for min Rotary Klub. En ting jeg selv havde planlagt og taget initiativ til, men også en ting som jeg har lært af min klub i Langå er vigtig at gøre. Min klub blev rigtig glad og synes det var en flot præsentation. 

Jeg havde skrevet alt ned på papir, men endte med bare at tale frit til mit powerpoint. Det var en stor glæde jeg følte bagefter at have talt for godt 40 mennesker på et sprog jeg kun har kendt til i godt 11 måneder, så jeg var stolt men også godt rød i kinderne.Jeg har virkelig været heldig med min klub og alle medlemmerne er fantastiske! I går til min præsentation mødte min 2. værtsmor også op. Jeg havde ikke set hende i mange måneder, så det var helt fantastisk at give hende et kram igen. Jeg sidder forresten i hendes lejlighed lige nu og bruger endelig min bærbar igen.

Min sidste måned er for længst blevet skudt i gang, og nu mangler der pludselig kun 3 uger. Det er en underlig følelse man sidder med, fordi jo jeg savner Danmark super meget og glæder mig rigtig meget til at komme hjem, men samtidig ved jeg bare hvor ondt det kommer til at gøre når jeg siger farvel til alt og alle. Så det er vel bare med at nyde de sidste uger!

I aften tager jeg til  São Paulo sammen med min counsellor, det bliver et kort besøg og jeg er hjemme igen søndag, men det bliver virkelig spændende endelig at komme til at kende sådan en gigantby. Næste uge kommer dagen jeg så længe har ventet på, min mor ankommer nemlig i Brasilien. Jeg tror ikke helt på det endnu men ej hvor bliver det bare godt!

Det var kort nyt fra mig, men vi ses jo allesammen snart, så kan jeg fortælle jer meget mere:)

Og titlen som den 2. mest voldelige by i Minas Gerais gaar til....

PASSOS!

Ja den er god nok, min by er blevet kaaret som den 2. mest voldelig by i staten Minas Gerais. Men frygt ikke kaere venner, jeg har aldrig set noget farligt ske her udover de slagsmaal som ALTID finder sted til koncerter og andre arrangementer hvor mange mennesker er samlet.

Men nu er det kommet til et punkt hvor folk er bange. Min rotary klub fik 2 politifolk til at holde et foredrag om sikkerheden i Passos i klubben, og byen er kommet landsdaekkende tv denne aften. Det vaerste er dog at der er tale om at man vil aflyse en koncert med sangerinden Paula Fernandes fordi rygtet siger at der er stillet op til massemord. Det siges at der findes en liste med navnene paa de doedsdoemte.
Men igen vil jeg lige sige, rolig! Alle disse ting foregaar (naesten) kun i den fattige del af byen, og jeg bor i den anden ende, saa jeg er i sikkerhed:)
Det hele er pga stoffer. De folk som eftersigende skal myrdes er folk som ikke har betalt for deres stoffer og morderne, ja det er dem som saelger dem. Brasilien har ekstremt store problemer med stoffer og det er svaert at aendre paa det, fordi antallet af fattige som vaelger at bruge stoffer er ekstremt hoejt.

Det er skraemmende at taenke paa hvad der sker her hvor jeg lever mit liv lige nu, men paa den anden side maa jeg ogsaa bare sige at jeg ikke har set noget til det. Jeg vidste ikke engang det var saerlig galt foer alle begyndte at snakke om det i disse uger. Jeg har nu vaeret her i naesten 10 mdr. og intet er sket med mig. Jo jeg har set en masse slagsmaal til koncerter eller fester, set unge ryge hash paa gaden midt i byen. Men der er aldrig sket noget med mig, og jeg har bare vaennet mig til det. Hvis du passer paa dig selv, sker der dig ikke noget. Jeg synes det er forfaerdeligt at saadanne ting skraemmer folk vaek fra at opleve Brasilien, for det har saa mange fantastiske ting.

Jeg ved jeg har lovet et indlaeg om amazonas og jeg har skrevet det, men jeg skal lige have skrevet det ind paa computeren, saa faar I det. Syntes lige for at skrive dette indlaeg da det er meget aktuelt. Igen lad jer ikke skraemme, Brasilien har problemer ja, men hvilket land har ikke det? Og hvilket land har ligesaa mange fantastiske ting at byde paa som Brasilien? Ikke mange er jeg sikker paa.

Um abraço
Fie

http://www.passosnews.com/index.php?option=com_content&task=view&id=7055&Itemid=67 link til aktikel om en konkurrence jeg var til i fredags, brug google translate hvis interresseret. Ellers besoeg www.passosnews.com for nyheder i min by, igen brug google som oversaetter eller spoerg mig om en atikel og jeg kan kort fortaelle om indholdet.

THE AMAZON EXPEDITION

COMING SOON!
Lover at der kommer en update i dag eller i morgen om min tur til den brasilianske regnskov!

Om at have foedselsdag i Brasilien

d. 8. Maj, som de fleste nok ved (eller det haaber jeg da) fyldte jeg 17 aar. Det i sig selv at blive 17 var ikke den store oplevelse, og ligesom altid foelte jeg ikke nogen forskel fra at vaere 16.. Maaske kommer det.

Om fredagen, den sjette, havde jeg et Rotary moede. Eller det troede jeg i hvert fald. Jeg havde lidt paa fornemmelsen at min klub ville finde paa et eller andet, men ville ikke faa mit haab op og saa blive skuffet. Men der var nu smaa hints. F.eks. Hvis jeg spurgte folk om hvad moedet ville handle om, saa fik jeg forskellige svar og min ene lillesoester var lidt for grinende og skoer lige foer vi tog af sted. Da vi saa ankom til klubben saa jeg en masse balloner udefra. Da vi gik ud af bilen grinte jeg og min mor spurgte “hvad er der?” men jeg svarede bare “ingenting”, der havde jeg regnet den ud. Jeg gik ind i klubben og lyset blev taendt og en masse rotarymedlemmer og nogle veninder sang foedselsdagssang for mig paa portugisisk, den gaar saadan her: “Parabéns pra você, nessa data querida, muitas felicidades, muitos anos de vida! Og forsaetter saadan. Det oversaettes til: Tillykke til dig, paa denne kaere dag, et lykkeligt og langt liv til dig. Og afsluttes med “VIVA (indsaet foedselars navn)! VIVAAAAAAAAAA!”

Jeg fik en del gaver, deriblandt havainas, en pung, creme, taske og andre dejlige ting. Vi spiste alle sammen og derefter var det tid til at puste lysene ud paa min kage(r). Jeg havde faaet overtalt rotarianerne til at synge I dag er det Sofies foedselsdag, men da tiden kom saa blev det mig der stod og sang den for mig selv haha, og saa fik jeg lige den brasilianske version en gang til.

Senere endte festen. Det var ikke en stor fest eller noget prangende, ligesom “Sweet 15” her i Brasilien, hvor man bruger 150.000 kr paa en aftens fest. Men det betoed utrolig meget for mig, at min Rotary klub gjorde det for mig. Jeg holder virkelig meget af de personer, og det er rart at vide at det er gengaeldt.

Naeste morgen stod jeg op ved 8 tiden, fordi jeg havde en haandboldfinale der skulle spilles. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt jer om den turnering jeg har vaeret en del af (sammen med mit hold fra min skole self.) de sidste uger, eller maaneder? Turneringen hedder “Troféu do Tiradentes”. Selve personen Tiradentes har jeg vist skrevet om foer, men skole tror jeg ikke jeg har fortalt om. I Passos hedder skolen “Tiradentes - Colégio do Policia Militar”. Ikke at det er en politiskole eller militaerskole. Det er en skole som kommunalskole som er styret af politiet, og tilgodeser politifolks boern. Der er politi tilstede paa skolen, saa derfor er det svaerre at komme ind, selvom det ikke er en privatskole. Skolen havde valgt at lave turneringen dette aar, for foerste gang i historien.

Vi var 6 hold fra start tror jeg, baade privatskoler og kommunal skoler. Vi kom forholdsvist let til finalen, saa jeg var meget opsat paa at vinde, isaer fordi finalen var mod den samme skole vi tabte til sidste aar, i en anden finale.

Jeg ankom i hallen med 4 veninder, lidt for sent men det er helt acceptabelt i Brasilien. For opvarmning hoerer ikke med til ordforraad. Kampen gik i gang. Vi kom hurtig bagud med to maal, men kom roligt tilbage i kampen. I anden halvleg foerte vi pludselig med tre maal, men vi blev for selvtilfredse (er det et ord?) og lukkede det andet hold ind i kampen igen, da de udlignede kort efter. Til sidst trak vi dog fra igen, og da der var sekunder tilbage var kampen for laengst afgjort. Vi loeb skrigende hen og kramte hinanden og vores traener Marcio. Det var saa fedt, og fantastisk at have en guldmedalje med hjem fra Brasilien, plus at vaere de foerste vindere nogensinde af den turnering.

Kl:17 var der praemieoverraekkelse i samme hal som kampen blev spillet i. Kun 6-7 spillere moedte op, men vi var alle meget stolte. Da jeg modtog min medalje raabte nogle tilskuere “bla bla bla wuuhuuu spilleren fra Tyskland!” og jeg kunne ikke lade vaere med at grine. Selv Passos’ borgmester var moedt frem til overraskelsen, han er for oevrigt tidligere elev paa min skole.

Om aftenen tog jeg hen for at se mine lillesoestre gaa “modeshow”. Bagefter tog vi ud og spiste “Caldo do feijão” som er en slags suppe lavet af boenner med flaeskesvaerd og ostestykker. Det lyder maaske ikke saerlig laekkert, MEN DET ER DET!

Soendag morgen blev jeg vaekket af min mor som sagde at jeg skulle gaa op og aabne hoveddoeren. Saa det gjorde jeg. Det var rotary som havde sendt mig en stor kurv med kager og guf! Endnu en dejlig overraskelse. Jeg gik nu hurtig tilbage og sov.

Senere tog jeg i kirke med min familie og bagefter skulle vi til frokost hos min vaertsmormor. D. 8. Maj var jo mors dag, og det er en meget stor ting i Brasilien. Saa alle brugte den dag med deres moedre.

Om aftenen tog vi til min vaertsfaetters foedselsdag, og lad mig lige sige at drengen fyldte 1 aar, men alligevel kom næsten 90 mennesker til festen?!

Anyways, det var saa min egentlige foedselsdag. Mandag da jeg tog i skole sagde en masse self tillykke til mig, og det var rart. Senere tog jeg over til min veninde Bruna for at spise Pamonha (mmmmhmm) og bagefter tage ud at bytte nogle af mine gaver. Hun gav mig gaver fra hende og fire andre af mine veninder. Det var tre indrammede billeder og en pude med et billede af mig og skriften “Existem pessoas que nunca esquecemos” hvilket betyder “Der eksisterer personer som vi aldrig glemmer”. Det var virkelig en soed gave, og det kan ikke beskrives hvor glad jeg blev for den, og hvor glad jeg er for at have moedt de piger. Bagefter byttede vi lidt gaver. Tog hen til acaí og moedtes med to andre veninder. Tog derefter hen og byttede en til gave og derefter til haandboldtraening. Efter den dag var jeg rimelig udkoert, men ogsaa rigtig glad.

Det var saa min foedselsdag indtil videre. Men jeg skal ogsaa have fejret det med udvekslingsstudenterne her paa fredag til soendag.

Det var underligt at fylde aar hernede, og paa en maade foeltes det ikke rigtig som min foedselsdag, men jeg tror det er meget normalt. Jeg fik helt klart lidt hjemve, men naar jeg taenker over det, saa havde jeg et par rigtige gode dage, og har bestemt ikke noget at beklage mig over.

For lige at blive ved emnet foedselsdag i Brasilien, saa her i dag, d.14. Maj fyldte min by, Passos, 153 aar! TILLYKKE!!!!!! Det blev fejret med optog i gaderne. Det er en aarlig tradition, hvor alle byens skoler(eller en del af dem) gaar fanfarre (hedder det ogsaa det paa dansk?), der hvor man har fine uniformer paa og spiller musik med trompeter, trommer osv.

En af de personer som i mange aar har staaet for arrangeringen af optoget var laerer paa min skole. Desvaerre doede han i gaar, efter lang tids sygdom. Stort set hver dag i den her uge har der vaeret meddelt “Nu er Gustavo (hans navn) doed.” men hver gang var det loegn, indtil i gaar hvor jeg ankom til min skole og fik beskeden om at dagens timer var aflyst fordi Gustavo rent faktisk var doed.

Det var et stort tab for min skole og ogsaa for Passsos’ by. Jeg laerte aldrig Gustavo at kende, og havde ingen timer med ham, men udfra hvad folk har fortalt mig, saa var han en utrolig person.

Af respekt, taknemmelighed og kaerlighed bar en skole sorte soergeband under optoget og en del andre skoler havde lavet bannere til aere for Gustavo med ord som “Tak for alt” og “Vi vil savne dig”.

Gustavo underviste 20 aar paa min skole og stod for alle teaterstykker paa skolen og alle de optog som skolen tog del i.

Long time no see

Hej alle,

Kort update. Paaskeferien er startet i Brasilien i dag. Jeg har ikke vaeret i skole og har en haandboldkamp her klokken 16 brasiliansk tid, hvis vi vinder er vi hoejst sandsynligt i FINALEN!

Paa loerdag tager jeg til Amazonas junglen (mangler stadig at koebe en lygte og myggespray), jeg behoever vist ikke at sige at jeg er meget spaendt.

I gaar fik jeg endelig mit brasilianske id! Det havde vaeret faerdig siden november, men tjaa, det her er jo Brasilien saa hvorfor skullle politiet ringe og fortaelle dig det?

Har endelig laert at lave brigadeiro, nu spekulerer jeg saa bare paa om vi har kondenseret maelk i Danmark? HOVEDINGREDIENSEN!

Brugte aftenen i gaar paa at filme mine vaertssoestre mens de dansede, god underholdning vil jeg bare lige sige.

Ellers har jeg brugt den sidste tid paa: haandbold, hygge med veninder, skole, rotary... just the usual!

Ville egentlig ikke fortaelle det store, men vente med en spaendende update til efter min tur til junglen. Jeg er hjemme igen d.3 eller 4. maj og saa lover jeg der kommer et nyt indlaeg, men jeg er koert lidt traet i at skrive blog, det er kan vaere saa kedeligt at fortaelle om ting man har oplevet, hvert fald paa skrift. Jeg ved det (eller tror?) at det er spaendende at hoere om livet i Brasilien for jer, men for mig er det bare blevet normalt, saa jeg taenker ikke rigtig at WOW DET ER SPAENDENDE!  Og saa skyder jeg skylden paa blogpsot/internettet over at I ikke fik mit sidste indlaeg, for da jeg trykkede udgiv indlaeg sagde den at det ikke var muligt og slettede det hele uden jeg havde gemt, saa det var noget vaerre ****.

Naa men jeg skriver efter Amazonas turen, forhaabentlig med en masse uforglemmelige oplevelser og en million myggestik!

8 maaneder, 3 months to go!

Sidder og kigger ud, regnen trommer paa vinduerne.. Den brasilianske sommer synger paa sidste vers og selvom varmen stadig laegger sig som en varm dyne om landet, saa kan man maerke kulden i morgen- og aftentimerne. Da jeg vaagnede i morges og trak min dyne (hvis man kan kalde den det, det er vel naermere et vattaeppe. De danske dyner er helt enestaende og jeg savner min saaaa meget!) af, saa var det naesten som, at vaere tilbage i Danmark, og jeg havde mest af alt bare lyst til at kravle tilbage i seng.

Men det jeg egentlig ville snakke om, var at som aarstiderne her er kommet og gaaet; vinter, foraar og sommer, saa befinder jeg mig i efteraaret af mit udvekslingsaar. I gaar var min 8maanedsdag i Brasilien, hvilket betyder at der kun er 3mdr. og et par dage til jeg igen staar med benene paa dansk jord. Det er umuligt at forklarre, hvordan jeg foeler om dtte, for jeg glaeder mig saa utrloig meget til at se alle dem jeg savner, men jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal kunne sige farvel til Brasilien og alle de personer jeg har laert at kende her. For saa haardt som dette aar har vaeret (tro mig, det har vaeret HAARDT!) saa har det ogsaa vaeret det bedste aar i mit liv. Der er saa lidt tid tilbage, at jeg ikke maa spilde tiden med disse tanker, men i stedet for udnytte den tid jeg endnu har. Men det er svaert at leve hvert sekund af hver dag paa den maade, og er vil vaere tidspunkter hvor jeg vil taenke: "Danmark, hvor jeg glaeder mig!" og andre hvor jeg vil foele den store sorg og frygt over at mit aar i Brasilien snart faar sin ende. Men denne snak kan vi tage igen im tre maaneder, hvor jeg vil have 24 timer tilbage som udvekslingstudent.

For at fortaele lidt om hvad jeg har lavet paa det sidste, saa kan vi starte med i torsdags. Torsdag aften var jeg til koncert med to veninder og det var rigtig hyggeligt. Fredag gav min vaertsmor mig lov til at blive hjemme fra skole og om aftenenblev det saa til endnu en koncert med nogle veninder..

Loerdag morgen vaagnede jeg med store smerter i min hals, og gad egentlig slet ikke at rejse mig fra min seng, men jeg havde en haandboldkamp med min skole som skulle spilles. Saa op kom jeg, og derefter over til hallen. Kampen startede skidt for min skoles hold og en af vores bedste spillere blev koert paa skadestuen, da hun vred slemt om paa foden (den saetning lyder helt aandsvag, jeg ved det godt). Men i 2. halvleg vendte kampen og vi vandt rimlig stort da dommeren floejtede af. Min skole deltager lige nu i en turnering i min by sammen med 5 andre skoler, turneringen hedder Tiradentes (traekker taender ud) opkaldt efter denne herre http://en.wikipedia.org/wiki/Tiradentes . Jeg tog helt udmattet hjem, jeg har sjaeldent haft det saa ringe, og smed mig paa min seng. Lidt efter kom min vaertsmor dog og vaekkede mig, og sagde vi skulle ud paa vores gaard. Saa jeg tog med, men brugte bare loerdag og soendag paa at sove. Soendag undersoegte min onkel (som er laege) mig hurtigt og sagde, at jeg havde en infektion i halsen, IGEN! Saa nu tager jeg antibiotika og smertestillende, men er naesten helt rask.

Mandag var jeg ikke i skole, men til rotary om aftenen. Det var rotary for kvinderne i min by, og det hedder "Casa da Amizade" venskabets hus.

I gaar var jeg bare i skole og i dag har jeg igen vaeret i skole, dog kun 2 timer pga proever, og senere staar den paa haandbold og rotary moede.

Torsdag skal jeg maaske laere at lave brigadeiro (http://www.wikihow.com/Make-Brigadeiros-(Brazilian-Chocolate-Fudge-Candy) med to veninder, Bruna og Bruna hahaha.

Fredag, hvis jeg er heldig at faa lov, tager jeg til Ribeirão Preto og bruger weekenden der, indtil soendag hvor vi har et rotary moede i Matão, São Paulo der hedder RYLA Rotary youth leadership award. Lyder ret spaendende. Ellers er der kun... 16(?) dage til min AMAZONAS TUR! Jeg glaeder mig helt vildt! Vi skal svoemme med lyseroede delfiner, moede indfoedte, sove i haengekoejer og alle mulige andre fede ting! Det bliver for vildt!

Abraçooooooos

Rejsen til Foz do Iguaçu

Det er nu 2 uger siden jeg er kommet hjem fra turen til Foz do Iguaçu, saa jeg taenkte det maatte vaere paa tide at fortaelle jer om det.

Here we go:

13. marts 2011

Min rejse starter egentlig allerede dangen foer, hvor jeg tager til Ribeirão Preto og overnatter saa jeg kan naa mit fly naeste morgen kl.11. Men lad os springe det over. I flyet paa vej til Campinas moeder jeg Nagisa, japaneren i mit distrikt. Vi ankommer i Campinas, og lige saa snart vi er ankommet, er vores fly paa vej til Foz do Iguaçu, saa der var  ingen ventetid i lufthavnen, laekkert!

Ca. kl.15:30 ankommer vi i Foz do Iguaçu's lufthavn hovr der allerede er stimlet en flok udvekslingsstudenter sammen. Jeg genkender hurtig min veninde Eliza fra Polen, som jeg laerte at kende paa min tur til Salvador, saa hende var jeg meget glad for at se.

Vi tager alle hjem til hotellet og bruger resten af dagen paa at laere hinanden bedre at kende.

14. marts 2011

Alle moedes udenfor og vi faar vores t-shirt med alle navnene paa. Flere slutter sig til gruppen og vi er ca. 50 unge. Halvdelen er ligesom mig kun paa Foz do Iguaçu turen, mens den anden del er paa sydturen, som ogsaa starter i Foz.

Vores foerste stop er i fugleparken Parque de Aves. Det er ret spaendende, lidt ligesom Randers Regnskov hvor alle dyrene er frie og flyver forbi dig. Der er bla. flamengoer, papegoejer og tucaner. Alle tager en masse billeder og jeg faar holdt en papegoeje og en slange, lidt Britney Spears/pirat har man vel i sig!

Derefter gaar turen til den brasilianske national park> Parque Nacional de Fz do Iguaçu, for at se vandfaldene fra den brasilianske side.

Vi koerte ca. 5 minutter i bus foer vi kom til vores stop og stort set med det samme man traeder ud af bussen, kan man hoere vandmassernes maegtige broel. Naar traerne paa vejen tynder udsaa ser du det og det vil tage din evne til at tale fra dig, for det syn du moeder, kan paa ingen maade beskrives. Det er meget stoerre end man regner med og langt smukkere end alle de billeder du har set paa internettet.

De snoede veje foerer hele vejen ned til vandfaldets "foedder" og er fantastiske. Flere gange maa man stoppe og taenke om det er virkeligt, det man ser. Da vi kom helt ned fik vi muligheden for at gaa ud paa en platform som ligger med vandfaldene paa alle sider, saa du bliver gennembloedt, men det var bare utroligt at maerke vandet og dets broel omkring dig.

Efter frokost havde man mulighed for at tage en baadtur "under" vandfaldene, man da den kostede 450kr for en halv time valgte jeg den fra. Godt og vel en uge efter min tur til Foz do Iguaçu omkom 2 amerikanske turister i netop saadan en baadtur.

Vi tog efter de andre var kommet tilbage fra baadturen hjem til hotellet for at svoemme, tage bad, spise aftensmad og bare hygge.

15. marts 2011

Den her dag havde jeg glaedet mig vildt meget til, programmet stod nemlig paa: PARAGUAY!  Alle var super spaendte, men foerst havde vi en rundtur paa verdens stoerste vandkraftvaerk, Itaipu. Itaipu leverer mere end 50% af Brasiliens samlede energiforbrug og 100% af Paraguays! Rundvisningen startede med en film omkring alt det Itaipu goer for lokalsamfundet og om hvordan vi alle burde hjaelpe ved at fortaelle de mennesker som styrer vores land om Itaipu. Mange af verdens ledere har allerede besoegt Itaipu og plantet et trae for at hjaelpe til, bla. har dronning Margrethe d. 2 gjort det, hvilket blev vist i filmen. Jeg syntes det var en meget spaendende film.

Efter filmen gik turen ellers bare rundt for at se daemningen, som skaber den store energimaengde. Vores guide fortalte at daemningen kunj aabner sig 10% af aaret, altsaa ca. 36 dage/aarligt saa vi var heldige at se de fantastiske vandmasserm som er et ret spektakulaert syn.

Vi moedte pludselig en anden dansk rotary student som var med sin vaertsfamilie paa besoeg i Foz do Iguaçu, det var lidt sjovt.

Efter besoeget paa Itaipu tog vi mod broen der adskiller Brasilien og Paraguay. Vores guide fortalte om farerene i Paraguay og fraraadede at vi medbragte vores kameraer, saa jeg har desvaerre ingen billeder til at vise det jeg saa.

Saa snart du krydser graensen til Paraguay er alt anderledes, der er mere beskidt, fattigt og gammeldags. Jeg havde paa ingen maade regnet med det, saa jeg blev meget chokeret. Det gjorde ondt at se hvordan folk lever i Paraguay, naar et bedre liv i Brasilien er saa taet paa, men uopnaaeligt.

Vi stoppede bussen og saa snart du traeder ud paa gaden bliver du tilbudt alverdens ting, self. for en pris. Men Paraguay er billigt, ekstremt billigt. Jo der er mange kopivarer, men ogsaa de aegte maerke varer er billigere. Som europaeisk/lyshudet og blond pige kan du paa ingen maade gaa i fred paa gaden, det er endnu vaerre end i Brasilien!

Jeg fik koebt en masse ting for billige penge, fx. koebte jeg falske penge, haha jeg jeg lyder dum lige nu det ved jeg!

Paraguay var super spaendende, og et land jeg kan vil laere at kende bedre.

Bagefter tog vi hjem til hotellet for at slappe af, for en dag i Paraguays hede er altsaa meget traettende. Saa vi hyggede og tog en masse billeder.

16. marts 2011

Egentlig var Argentina jo mit foerstevalg paa min ansoegning til rotary, saa det var lidt af en droem der gik i opfyldelse da vi krydsede graense og fik en stempel i passet. Det tog ca. 4 timer at komme over graensen, da sikkerheden i Argentina er noget hoejere end i Paraguay.. Men da vi endelig kom ind i den Argentinske nationalpark Foz de Iguassu, var det en ligesaa stor oplevelse som den brasilianske.i Argentina ser man vandfaldene oppe fra og der er utrolig mange regnbuer og sommerfugle, og endda ogsaa naeseaber. Besoeget startede med Garganta el Diabo = Djaevlens hals, hvor du staar og kigger ned i vandfaldenes dyb uden at have nogen som helst ide om hvor dybt det rent faktisk er. Der er lidt skraemmende men ogsaa super fedt! Efter gik vi rundt i parken og tog ved 18tiden videre til det punkt hvor Brasilien, Paraguay og Argentina kun skilles af en flod, hvis navn jeg pinligt nok ikke kan huske. Men cool var det hvert fald at staa i Argentina og se Brasilien til venstre og Paraguay til hoejre.

Da vi kom hjem til hotellet tog alle et hurtigt bad og gjorde sig klar til at tage paa restaurant i byen.

Det var en fantastisk aften. Restauranten havde et show med traditionelle latinamerikanske danse mens vi spiste og til sidst endte alle udvekslingstudenterne oppe paa scenen til dans. Det var saa fedt.

Efter tog vi hjem til hotellet og hyggede indtil vi tog hjem naeste dag.

Hjemrejsen er der ikke det store at fortaelle om, jeg kom godt hjem med endnu flere fantastiske minder og venskaber i bagagen.

Abraços

Fie

Billeder paa facebook!

I gaar kom jeg hjem fra Ribeirão Preto. Jeg brugte fredag-soendag i byen og det var virkelig sjovt. Fredag kl.13 tog jeg den 3 timer lange bustur fra Passos. Busturen var simpelten saa kedelig, hvilket den normalt ikke er, fordi Brasilien er saa smukt et land og det ser man virkelig naar man koerer i bus, men det var nok fordi jeg var saa spaendt paa at se mine udvekslingsstudentvenner. Jeg ankom ca.15:30 gik nedenunder (Ribeirão Pretos busterminal er i to etager) for at finde de andre, men saa ingen jeg genkendte, saa jeg smuttede paa toilettet. Da jeg kom tilbage saa jeg dem heldigvis, men der manglede stadig én, vores nye kiwi/new zealaender, som hedder, tro det eller ej, Rakaitemania, men vi kalder hende Raka. Saa efter at have ledt efter hende i et stykke tid, saa beslutter jeg mig egentlig bare for at raabe Raka, og mindsandten om der ikke vender sig en pige, lidt forvirret og gaar over til os. Derefter ringede vi saa til vores "tante/tia Solange", som er vores vaertsmor hver gang vi er i Ribeirão Preto. Hun er en helt utrolig person, som aldrig brokker sig over at have 7-10 udvekslingsstudenter sovende i huset.

Lidt senere ankom hun saa og vi koerte hjem til "Hipica" som er et "gated community" = altsaa det er et omraade der er omgraenset af mure og som derfor har nogle meget rige beboere. Vi ankom til huset omkring 17:30 og jeg var saa glad for at vaere sammen med udvekslingstudenterne igen! Min formentlig bedste veninde ud af gruppen er Danni/Danielle som er fra Wisconsin, USA. Vi har det bare saa sjovt naar vi er sammen, og jeg ved jeg kommer til at savne hende forfaerdeligt meget naar aaret er omme.

Fredag hyggede vi bare, badede, Anne (den anden dansker i mit distrikt) lavede brigadeiro men den blev braendt, tog billeder, snakkede, spiste og saa lidt af beowulf (altsaa filmen) og jeg raabte om hvordan den foregaar i Danmark, for naar man endelig faar chancen for at sige "det er fra Danmark" i Brasilien, saa skal man altsaa bare udnytte den!

Lidt tid efter gik vi i seng.

Naeste morgen blev vi vaekket kl.7 fordi vi havde et rotary moede kl.8:30. Moedet var for at moede 'Newbies'ene' og os oldies moedte self. op for at dele vores oplevelser og erfaringer fra vores udvekslingsaar her i distrikt 4540. Vi har faaet 6 nye udvekslingstudenter: 1 pige og en dreng fra New Zealand (Raka og Michael). en pige fra Chile, en pige fra Ecuador og to drenge fra Colombia (Samuel og Jesus/Chuz). Moedet var rigtig hyggeligt og de nye var alle rigtige cool. Da moedet sluttede spurgte vi om de ikke ville blive, men kun Raka og de to colombianere blev. Vi tog hjem til Hipica igen og spiste frokost og gik derefter over til den store offentlige pool, der er nemlig altid mega varmt i Ribeirão Preto, saa vi havde brug for lidtafkoeling.

Ellers brugte vi eftermiddagen paa at snakke og hygge.

Om aftenen tog vi til en foedselsdag i Hipica, hos vores anden "tia/tante" fra Ribeirão Preto, som ogsaa er rotarianer. Det var hendes soen, vores faelles ven, som fyldte 17 aar. Vi tog hjem efter at have sunget foedselsdagssang for Rodrigo og hygggede resten af aftenen.

Soendag (i gaar) tog vi alle hjem ved 17-tiden og jeg ankom godt og vel kl.21 i Passos.

I dag stod det saa paa skole og haandbold traening. I morgen skal jeg have snakket med min 2. vaertsmor, for det er simpelthen saa lang tid siden jeg har set hende, og hende savner jeg altsaa lidt. Saa efter skole og frokost smutter jeg forbi hendes fitness center og proever at faa noget af det brasilianske fedt af mig. Onsdag skal jeg spille haandboldkamp efter skole.

Torsdag har jeg umiddelbart ingen planer, men der er koncert her i Passos, saa maaske.

Weekenden bliver enten koncerter og "undervisning" i at lave brasiliansk mad af en veninde eller en tur til Matão, hvor Danni bor. Vi faar se;)

Beijos

Sofie

ps. indlaeg om Foz do Iguaçu kommer forhaabentlig snart;) og tjek mine nye billeder paa facebook!

REEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEGN/Karnaval og lidt blandede godter!

Karnaval er slut. Efter 5 dages fest er Brasilien ved at vende tilbage til at vaere “tranquilo” (afslappet/rolig). Mit karneval foregik sammen med min familie og det var helt okay, selvom jeg ikke fik en rigtig karnavalsoplevelse. Det vaerste var egentlig at det regnede alle dage, hvilket gjorde det svaert for mig og min familie at komme nogle steder, da vi var taget ud paa min families gaard, og blev saa paa en maade fastlaast der. Vejen der foerer ud til gaarden er nemlig af saadan roedt jord/roedt ler, saa I kan nok forstille jer, hvad der sker med den naar det regner naesten uafbrudt i 5 dage.
Regn har det jo ogsaa med at tiltraekke froer, og dem som kender mig godt, ved at jeg hader froer og er meget bange for dem, saa jeg sov ikke trygt under karneval.


Det regner bare helt vildt meget, eller her hvor jeg er. Det er ikke saadan at det pisser ned, men det er en konstant regn. I dag, torsdag, er det dog holdt, og det foeles lidt som en dansk sommerdag, fordi der ikke er saadan vildt varmt, men dejlig lunt.


Lidt sjovt jeg har lagt maerke til paa det sidste (pga mangel paa parabol) er at Brasilien har en eller to tv kanaler som viser, tro det eller ej, KOER 24/7! Jeg spurgte min “kusine” hvorfor de gjorde det, og selv ikke hun vidste det. Det er altsaa den lammesteg tv-kanal jeg kender. Naar nu vi er inde paa aemnet koer, saa sad jeg ogsaa og saa et andet program og opdagede noget ret “interessant”: Paa en oe i Amazonas staten bruger politiet boeffler som transport, altsaa ligesom naar en politimand patruljerer (fint dansk ord, vaer imponeret over at jeg kan huske det!) paa (er det saadan man siger?) en hest saa partujerer de paa boeffler, det er sku da lidt skoert!


Naa men jeg har faaet laest en masse paa det sidste, 5 boeger paa portugisisk er det blevet til (klapsalve)! Det er en god maade at traene sit portugisisk paa og laere mere. I starten blev jeg enormt traet af at laese paa portugisisk, fordi jeg skulle koncentrere mig ekstremt meget, saa jeg ville falde i soevn efter et par sider, men nu kan jeg laese 100 sider mens jeg sidder i skolen, det er faktisk lidt et problem, at jeg nu kan laese meget ad gangen, fordi jeg har kun 4 boeger paa portugisisk, saa jeg er gaaet i gang med at laese dem igen. Det er lidt sjovt at se, at man forstaar mere anden gang man laeser en bog paa et fremmedsprog. Men de boeger jeg har laest er Harry Potter 1, Querido John/ Dear John, Gossip Girl 1 As delicias de fofoca ( glaeden ved sladder) og Gossip Girl 2 Você sabe que me ama (du ved at du elsker mig) og O menino do pijama listrado (drengen i den stribede pyjamas) som jeg nu laeser for anden gang. Jeg vil gerne koebe flere boeger paa portugisisk, men frygter for hvordan jeg skal faa al den ekstra vaegt i kufferten med hjem, heldigvis har min familie tilbudt at sende dem til mig, efter jeg er kommet hjem. Det er jo en godt at have noget at laese, naar man gerne vil holde sit sprogniveau ved lige, og det er jo ikke det nemmeste at skaffe boeger paa portugisisk i Danmark plus boeger generelt er meget dyrere i Danmark, ligesom alt andet.


Jeg skrev paa et tidspunkt om brasiliansk musik og jeg fandt lige nogle sange fra min ipod som er meget populaere her i Brasilien, saa dem kan I tjekke ud paa youtube hvis I faar lyst, jeg har delt dem op i genre:


Funk (rimelig “beskidt” genre, hvor sangene for det meste handler om sex, at ryste roeven, piger og est. Men en super fed genre til fest):
Ela balanca mas não para
Agora tô solteira
Danca do creu (“creu” dansen, denne sang har en helt speciel dans, kan nok findes paa youtube)
O tamborzão tá rolando

Sertanejo (brasiliansk country/popmusik, ekstremt populaer, isaer her i midten af Brasilien, hvor folk tager til artisternes koncerter klaedt i deres bedste cowboygear. Sangene handler naesten altid om kaerlighed):
Você não sabe o que é amor (Luan Santana, sangeren, er en kaempe stjerne i Brasilien og chokerede da han lagde en video ud paa internettet for at fortaelle befolkningen at han er homoseksuel)
Tô passando mal
Tchau Tchau
Passa dia passa noite

Samba: der er det jo bare at soege paa samba paa nettet.


Pagode (en genre som bliver brugt meget som liveoptraedner paa barer, og stor set hele baren danser i takt med musikkens rytme, super fed genre):
Valeu
Abandando
A gente bota pra quebrar,
Tá vendo aquela lua
Fugidinha


Reggae: igen fed genre, men jeg har ingen sange eller artister.


Min yndlingsartist: Ivete Sangalo! Helt vildt god sangerinde, som vel nok synger pop?? Jeg er vild med hende, og hun er utrolig beroemt i Brasilien.
Quando a chuva passar


Rock/pop (brasiliansk rock/pop): et af de mest berømte bands er nok Capital Inicial, prøv at hoere Fatima - Capital Inicial.


Jeg har nu vaeret til 5 koncerter med foelgende artister: Capital Inicial (rock/pop), Tomate (fest musik/pop), Peixe (samme som tomate), Fernando e Sorocaba (sertanejo) og Gustavo Lima (sertanejo). Min droem maa nok vaere at komme til en koncert med Ivete Sangalo, hun skulle vaere utrolig live.

Hvad er der ellers at fortaelle? Jeg ELSKER min nye vaertsfamilie, de er helt fantastiske alle sammen! De er bare utrolige mennesker. Min mor bekymrer sig for mig, ligesom hun goer for sine egne doetre, kalder mig hendes aeldste datter og behandler mig bare som hendes egen. Min far driller mig med fodbold naar manchester united taber og mine soestre er bare soede! I gaar da jeg spillede uno (som hun altid spiller, hver evig eneste dag) med min lillesoester Beatriz/Bia og vi snakkede om at, jeg skal rejse paa soendag, vendte hun mundvigene nedad og sagde: “Jeg ville oenske du altid skulle vaere her” selvom jeg forklarede hende at jeg kommer hjem igen paa torsdag. Hun er noget af det soedeste, og jeg ved det bliver vildt svaert at sige farvel til den her familie. Det er dem som kommer til at tage mig med til lufthavnen i São Paulo d.7. Juli, saa der skal nok blive faeldet et par taarer fra min side.
Men naa ja! Jeg rejser soendag til FOZ DO IGUACU!!!! VERDENS STOERSTE VANDFALD! Sammen med en flok udvekslingsstudenter, ingen fra mit distrikt dog. Vi skal se vandfaldene fra alle tre sider, den brasiliansk, argentinske og paraguayanske, saa mon ikke jeg kan faa koebt en masse billige tinge i Argentina og Paraguay da det er toldfrit, og generelt bare BILLIGT! Jeg glaeder mig rigtig meget, og regner med en super fed tur!
Min vaertsmor informerede mig saa lige i dag at dagen efter jeg kommer hjem fra min tur, skal vi paa stranden i São Paulo staten, stranden hedder UBATUBA (lidt underligt, jeg ved det) og jeg faar vist ogsaa lov til at komme et smut ind i Rio de Janeiro staten for at se paa en historisk by, jeg har glemt navnet, men jeg ser hvert fald meget frem til det hele, det bliver fedt!
Ellers er der ikke det vilde at fortaelle. I morgen skal jeg se film hos en veninde og saa bare ellers pakke, og saa kommer der et indlaeg naar jeg en gang kommer hjem fra alt det rejseri, ja det er et hårdt liv! Jeg lover at tage en masse billeder, selvom jeg tvivler paa at de virkelig kan vise Foz do Iguacu’s skønhed, vi faar se!






God weekend til jer alle og god ferie til mig,


Até mais!

Lige et billede fra min Salvador tur, med de danske drenge, en mexicaner og amerikaner

7 maaneder, karnaval, foz do iguaçu vandfaldene,KULDE!

Hej allesammen!

Saa er der gaaet 7 mdr. af mit udvekslingsaar, lidt vildt, for det betyder der kun er fire maaneder tilbage, og det er ikke rigtig til at forstaa.

I gaar startede karnaval og min facebook er lige nu overvaeldet af statusopdateringer om lige netop den stoerste fest i verden men... og ja der er et stort men, mit rotary distrikt har forbudt udrejse fra vores byer uden vores vaertsfamilier saa mine forskellige planer om at bruge karnaval med nogle venner doede hurtigt. Det er lidt trist ikke at faa lov til at vaere en del af noget saa brasiliansk som karnaval, isaer naar man ser de andre udvekslingstudenter i Brasilien glaede sig helt vildt og vaere klar til at give den gas, men saa har jeg jo bare endnu en grund til at komme tilbage til Brasilien, for at opleve karnaval. Grunden til forbuddet er at karnaval er en farlig begivenhed pga. maengden af stoffer, alkohol, sex og slagsmaal, det kan jo ikke gaa helt stille for sig med alle de berusende midler der i dag findes. Jeg kan paa den maade godt forstaa forbuddet, da Rotary distrikt 4540 bare goer det for at beskytte os. Min distrikt chairman har sendt flere emails for at goere det helt klart, at hvis forbuddet brydes, eller man bliver taget med alkohol, stoffer eller lignende, saa bliver man sendt hjem, kort sagt. Saa jeg maa vente til et andet aar med karnaval, men det er ogsaa okay, for lige nu er der rent ud sagt p*sse koldt hernede! Eller det synes jeg hvert fald, min vaertsmor bliver ved med at sige, at det kan hhun ikke forstaa jeg synes, for Danmark er jo meget koldere. Det har regnet her naesten non-stop de sidste 3 dage, dog uden kaempe regnskyld, men med en konstant "stille" regn, saa jeg har fundet de lange bukser, langaermede troejer og tykke sokker frem, i gaar brugte jeg endda min fleece/windbreaker, saa maaske er jeg lidt hysterisk. Det skal hvert fald blive interessant at se hvordan jeg kommer til at klare den danske kulde igen.

Om 8 dage tager jeg til Foz do Iguaçu, de enorme vandfald i staten Paraná som graenser til Argentina og Paraguay, hvis jeg er heldig kommer jeg over graensen til begge lande! Lidt sej er man vel!

Hvad er der ellers af nyt? Jeg lavede min Danmarkspraesentation onsdag og det gik godt og jeg fik en ordentlig krammer af min klubpraesident bagefter saa det var dejligt med god respons! Mit portugisisk bliver jo bare bedre og bedre saa det er fedt, men nu kommer bekymringerne om hvordan jeg skal kunne holde det ved lige hjemme i DK. De nye udvekslingstudenter er ankommet, jeg har ikke moedt dem endnu, men det skal jeg sidst i marts maaned, omkring d.26. saa jeg glaeder mig.

Jeg skal maaske paa stranden (Ubatuba) med min vaertsfamilie d.18.marts, afhaenger af om vejret bliver bedre, jeg krydser fingre!!!!

Saa er jeg ogsaa begyndt at besoege en engelsksprogskole og snakke engelsk med eleverne, de stiller mig spoergsmaal om Danmark og jeg svarer og proever at laere dem lidt dansk, men det kniber, roed groed med floede er allerede blevet brugt flittigt.

Jeg kommer nu til hvert moede i min Rotary klub, og det betaler sig, for alle er saa soede ved mig, en af rotarianerne kaldte mig en dag hans engel, saa jeg har vist gjort et bedre indtryk her paa det sidste, hvilket er fantastisk.

Min nye vaertsfamilie (har vaeret her i en maaned) er bare utrolig god, og jeg holder rigtig meget af dem, isaer min nye soestre.

Skole er stadigvaek lidt blablabla, men jeg tager alligevel afsted hver dag.

Her i gaar var jeg lige ude med mine soestre og mor for at faa en "eftermiddagssnack" en super laekker empada. Og der moeder jeg minsandten en jeg kender, huskede hende dog ikke, da jeg ikke havde set hende siden oktober. Det foerste hun siger til mig: "Du er blevet tykkere" jeg kigger lidt og siger saa bare, meget toert og meget dansk: " jamen tak!" og taenker du skulle vist noedig snakke.

Bare rolig allesammen jeg har ikke taget et halvt ton paa, nok 5kg, og jeg kan passe alt mit toej, saa jeg foelte faktisk den bemaerkning var lidt uretfaerdig, eftersom en af mine dansker veninder skrev paa facebook at hendes nattebukseknap var sprunget, saa laenge det ikke sker for mig, saa vil jeg sige at jeg er godt tilfreds. Men jeg ved ikke, hvad siger I? Er jeg blevet meget federe, jeg mener udfra hvad i kan se paa billederne? Jeg kan godt selv se, at jeg var lidt tyndere da jeg kom maa jeg indroemme, men saa laenge toejet passer saa er jeg godt tilfreds.

Det var lidt nyt fra mig, haaber I har det godt i Danmark, savner jer men vi ses jo snart. Jeg skal vist´paa min families roça i dag, en slags gaard, har billeder af den paa facebook saa tjek det der, blogspot duer stadig ikke til at oploade billeder, pga. den generelt elendige internetforbindelse i Brasilien.

ABRAÇOS

Fie

SALVADOOOOOOOOOOOOOOOOOR

14/01/2011

Jeg startede min rejse til Salvador med at stå op klokken ca. fire om natten. Jeg tog bussen til Ribeirão Preto klokken 5, ankom til Ribeirão Pretos busterminal klokken otte om morgenen. Da jeg går mod udgangen af busterminalen ser jeg pludselig min franske veninde Léa, som er udvekslingsstudent i en by 20 minutter fra mig, og vi finder ud af at vi begge skal med samme fly til Salvador, dog skal Léa rejse videre til Recife bagefter, men det er fedt at have hinanden på vejen til Salvador. Vi ventede i lang tid på en kvinde fra rotary som vi kender og alt sover hos når vi er i Ribeirão Preto, hun havde lovet at hente os og køre os til lufthavnen.. Hun kom halvanden time efter vores bus var ankommet, så vi fik lidt at spise inden hun kom. Da Slange (kvinde fra rotary) endelig kom kørte vi kort hjem til hende og hentede mit visakort, som jeg havde glemt der i december, og hvor var det bare dejligt at få det tilbage! Derefter tog vi til lufthavnen og Solange kørte hjem. Alt var forsinket i lufthavnen, højst sandsynligt pga. al den regn der havde været dagene forinden, men jeg er ikke sikker. Der var i hvert fald to lokale tv stationer til stede for at snakke om forsinkelserne, og vi blev endda også interviewet af en lokal avis, men jeg tvivler på det blev brugt til noget, for vi sagde ikke noget specielt spændende, og da journalisten spurgte hvor længe vi havde ventet, så svarede vi,: “øhmmm vi er lige kommet” så det er jo ikke ligefrem fordi vi var de rigtige at spørge omkring den lange ventetid.

Da vi kom på flyet en 30-40 minutter forsinket, er der pludselig en mand der siger: “Er der nogle danskere her?” med hentydning til min rotary t-shirt, der bærer dannebrog på ærmet. Jeg svarede meget forvirret: “Øh ja!” jeg spørger ham derefter, lidt dumt måske, men om han også er dansker, nej svarer han og fortæller mig at han var udvekslingsstudent i Danmark for år tilbage, og det eneste jeg kommer op med som svar er: “Ej hvor sjovt, jeg er også udvekslingsstudent her i Brasilien!” (hvilket han self. allerede vidste), men køen bag presser mig fremad så jeg får ikke snakket mere med ham. Jeg går glad og forundret videre mod min plads, forundret af to grunde: 1) over at jeg møder en der kann snakke dansk så langt væk fra lille Danmark, og 2) at hans dansk var så godt at jeg ikke kunne hører, at han var udlænding, eller også var det bare fordi jeg ikke er vant til at høre så meget dansk længere, men jeg hælder mest til mulighed a.

Flyveturen går hurtigt, og jeg når ikke at sige farvel til Léa da hun må løbe til hendes næste fly pga. forsinkelserne i Ribeirão Preto. Jeg finder derfor min kuffert og derefter en mand som skal bringe mig til mit hotel, han står med et skilt: ANNE SOFIE MADSEN. Vi kører af sted, og med det samme hører jeg hvor meget portugisisk variere, selvom jeg bare er i min nabostat! Han er lidt sværere at forstå, men det går. Mere irriterende er det, at han ikke kan finde mit hotel, og jeg som ikke engang har fået nogen form for information omkring mit hotel, kan jo ikke rigtig gøre fra eller til. Efter at have kørt i cirkler i ca. en halv time finder vi hotellet, O Sol Bahia, og det ser rigtig godt ud. Jeg bliver tildelt min “lejlighed” som skal deles med 2 andre og slapper af og venter på alle de andre ankommer.

Efter 12 timers rejse falder jeg i søvn og da jeg vågner igen, er der pludselig en anden person på mit værelse, som jeg ikke kender. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, så først lader jeg bare som om jeg stadig sover, men beslutter så at det er for åndsvagt og lader så som om jeg lige vågner. Den anden person er fra Frankrig og hedder Adeline. Hun er udvekslingsstudent i en by forholdsvis tæt på min, 3-5 timer. Vi snakker, og kan ikke forstå hvor de andre er. Vi hører pludselig noget larm og tænker det må være de andre som er ankommet, så vi går ud at snakker med dem. Det viser sig at være en gruppe fra den store nordøstrejse, som rejser Brasiliens nordøstkyst tynd. Og hurtigt regner vi ud at det nok er sådanne grupper vi kommer til at bruge vores tid med på vores ophold i Salvador. Vi tager ud at spiser med dem om aftenen og jeg møder bla. 2 danskere, en indier, en islænding, en del belgiere og en enkelt hollænder plus en helt masse andre.

15/01/2011

Næste morgen tager gruppen videre, og jeg og Adeline er endnu en gang alene. Vi bruger dagen ved hotellets pool med frisk kokosvand, mums! Senere beslutter vi os for at tage et bad og mens jeg venter på at komme i bad efter Adeline ringer de fra receptionen og siger at vores guide fra Belo Brasil (rejseselskab) er kommet. Vi går ud til receptionen og så er det ellers bare endnu et møde med en nordøstgruppe, denne gang en rigtig storr gruppe på næsten 50 unge mennesker, deriblandt 5 DANSKE DRENGE!!!!! Jeg får snakket en masse dansk, og det er så superfedt! Vi tager med gruppens bus til en strand ved navn Praia do forte, som er hjem til Brasiliens havskilpaddesbeskyttelsesprojekt “Projeto Tamar”. Det er et fantastisk smukt sted, med nærmest en lille landsby bestående af butikker der leder hen til stranden. Om aftenen tager vi på restaurant, men det er bare buffet, så jeg får ikke smagt noget tradionelt bahiansk mad, som har rødder fra de afrikanske slaver der kom til Brasiliens nordøst og tidligere hovedstad som ankom til landet for 500 år siden.

16/01/2011

Dagen starter med at tage på et marked ved navn “Mercado Modelo! Hvilket er super fedt, og alle køber en masse ting! Jeg køber et brasiliansk flag, nøgleringe, bahianske ønskearmbånd som man binder med tre knuder og for hver knude ønsker man sig noget, og det siges at når armbåndet går i stykker vil dine ønsker gå i opfyldelse, et Brasil armbånd og to små malerier med Salvador som motiv. Jeg går rundt med Johanna fra Tyskland og vi begiver os kort udenfor markedet, hvor vi render ind i nogle kvinder klædt i tradionelle klæder fra Bahia og en af dem tager min hånd og siger noget i retningen af: “Blonde prinsesse” jeg siger bare nej og prøver at rive min hånd til mig, men hun holder fast og jeg bliver ved med at sige nej og får til sidst vristet mig arm fra hende. Salvador er en af de byer i Brasilien med flest røverier, så jeg regner med det måske har været et trick for at bestjæle mig, men der skete heldigvis intet. Efter det tænker både jeg og Johanna at det nok er bedre vi bare holder os til markedet. Vi finder en del af de andre siddende ved udgangen, hvor et capoeira show skal til at gå i gang, og hvis jeg nu havde læst kapitlet om Salvador i den Brasilien bog Nicolas havde givet mig, ja så havde jeg nok ikke givet mig til at filme dem, fordi det kræver de faktisk penge for. Så jeg slukker hurtigt mit kamera, da en af capoeira udøverne kommer hen og vil have penge, men jeg er langt fra den eneste, så det går. Efter markedet får vi en historisk tour af Salvador, men jeg mister hurtigt interessen for at følge med på historie undervisningen på portugisisk, så i stedet hygger jeg mig med at snakke med mine danske venner, og hvor fik jeg dog grinet meget med dem. Det var godt med noget dansk humor igen, det har været savnet! Men under city-touren lægger jeg dog self. mærke til hvor utrolig smuk Salvador er, og det er helt klart et besøg værd, hvis man kommer til Brasilien.

Efter touren tager vi igen til Praia do Forte. Vi ser skilpaddeprojektet og ser flere forskellige skildpadder og en haj. Men som jeg blev enig med de andre danskere om, så er Kattegat havecenter nu mere spændende. Jeg køber også havianas/flip floppere på Praia do Forte. Vi tager hjem til hotellet og derefter videre til vores “stamrestaurant” og spiser. Bagefter tager vi et smut forbi et supermarked for at købe frokost eller hvad man har brug for til dagen efter, da vores guide fortæller os der ikke vil være mulighed for at købe noget der hvor vi skal hen. De danske drenge er uheldigvis, på nær en, storrygere og beslutter sig for at købe cigaretter, men kassedamen beder om ID, så vi begynder bare at snakke dansk med hinanden og det får hende sjovt nok til bare at sælge drenge cigaretterne, sådan er Brasilien altså bare, man kan virkelig nå ”langt” med at være udlændig. Vi tager hjem til hotellet og en gruppe sætter sig udenfor og hygger med guitarspil fra den ene danske dreng, Jonathan og vi får skruet op for lidt godt gammeldags’ Kim Larsen og får rigtig gang i noget “danskerhygge”. Et stykke tid efter går vi alle i seng.

17/01/2011

Vi tager bussen til samme sted hvor markedet befinder sig, nemlig havnen og tager derefter en båd til en lille “øde ø”, hvor der kun er os godt og vel 50 udvekslingsstudenter og bader. Vi bruger en 4 timer der vil jeg tro, og self. ender alle vi danskere med at være lidt røde. På bådturen hjemad finder vi pludselig ud af Thomas en af danskerne, har saltefisk i sin rygsæk, og så bliver der ellers bare smovset, mens de andre ser til med afsky. Vi tager bussen til hotellet og går i bad og bagefter til en tidlig middag på restauranten. Efter middag tager vi endnu en gang til Salvadors by for at se et folklore show som er en tradionelt teater/capoeira show fra Bahia. Sindssygt fedt, selvom vi sidder utroligt træt, og jeg med en sovende dansker på hver side, Thomas og Mads. Da vi bagefter tager tilbage til hotellet er der kommet en ny nordøstgruppe, bla. med en af mine bedste venner, Chris fra mit distrikt i Brasilien. Da jeg ser ham på hotelgangen med en gruppe piger, skriger jeg bare “Chris” og han kigger meget mærkeligt på mig, så jeg tænker: “Shit, det er ikke ham, hvad dælen gør jeg nu” men i stedet begynder jeg bare at løbe ned ad gangen og Chris kommer mig i møde med et kram. Der er også 4 danskere i den nye gruppe, og endnu en gang bliver der fyret op for den danske humor og vi har det bare fedt.

18/01/2011

Næste morgen er det farvel, og så er de væk. Jeg og Adeline spiser morgenmad, skriver postkort og venter på vores fly. Jeg flyver for første gang i mit liv helt alene, og det går strygende. Jeg tager en taxa fra lufthavnen i Ribeirão Preto til busterminalen, venter et stykke tid og tager så en bus hjem til min by.

Uden den store opsummering, kan jeg bare konstatere at det var nogle af de bedste dage i mit liv, nogensinde. De mennesker jeg var sammen med, gjorde det det så utroligt fedt, og endnu en gang har jeg mødt mennesker fra hele verden, Taiwan, Indien, Island, Polen, Mexico, Danmark, Belgien, Norge, Frankrig, Tyskland, Holland, Japan, USA, Canada osv.

Uden tvivl var de fedeste personer på turen mine danske venner, Jonathan fra Vejle, Aske fra Fyn, Mads fra Hillerød, Esben fra Århus(som mobbede mig utroligt meget med at jeg var fra Randers) og Thomas fra Billund. Flere gange fik vi at vide vi lignende en stor søskendeflok med vores lyse hud, øjne og hår. Med vores meget underlige sprog, og nærmest konstant grinende.

Klart en af de fedeste “ferier” i mit liv.

Forlænget weekend i Campinas, São Paulo 17.-20. februar

Torsdag, efter frokost, tog jeg med min familie den ca. 4 timer lange køretur til Campinas, en by med lidt over en million indbygger og lidt under to timers kørsel fra storbyen São Paulo. Da vi ankom til Campinas, blev vi fanget i trafikken, og ligesom så mange andre, så valgte min værtsfar at bruge nødsporet til at undslippe trafikken, hvilket gjorde mig lidt utryk, men der skete heldigvis ikke noget. Anledningen til vores besøg var min “kusine” Jaquelines 10 års fødselsdag. Som jeg vist allerede har fortalt, så er børnefødselsdage i Brasilien meget anderledes end de danske, hvert fald hvis man tilhører middelklassen eller højere. Man lejer næsten altid et festlokale og der bliver serveret “salgados”, som fx er små pasteis (pastel i flertal), hotdogs (brasiliansk version self. med kartoffelmos, mayoneise, kAtchup og kartoffelchips), miniburgere, pomfritter, minisandwiches, “kugler” af kartoffel og ost med kyllingefyld, minikyllingetærter osv. Super lækker mad, og også derfor de fleste brasilianere elsker børnefødselsdage, ja nogle kommer kun pga. maden! Fødselsdagen var hyggelig og havde bla. sin egen karrusel, nintendo wii, en bowlingbane, bordfodbold, airhockey, klatrevæg og en masse andre ting!

Fødselsdagsbarnet fik en passe gaver, som hun flåede op dag vi senere kom hjem. Jeg og min værtsfamilie sov i Jaquelines hus hvor, udover Jaqueline, bor min anden “kusine” Gabriela og min “tante og onkel” Keila og Marco.

Fredag formiddag tog jeg med min mor, tante og kusine ud at handle i WALMART!!!!! Første besøg nogensinde i Walmart, og jeg kan bekræfte de for jeg, det er f****** stort! Nogle af medarbejderne havde endda rulleskøjter på så de kunne komme hurtigt i butikken. Jeg havde svært ved at finde rundt i supermarkedet, men vi fik handlet og kom hjem igen, hvor min mor og tante sammen med Jaqueline og min to søstre besluttede sig for, at vi skulle tage i en stor vandpark 120 km fra byen. Vi tog af sted og da vi ankom regnede de, meget ironisk. Så vi brugte i stedet for tiden på lidt shopping, og lad mig lige advare jer: Hvis I ikke bryder jeg om at bruge tid i butikker, så lad for guds skyld være med at tage med en brasilianer. De kan simpelthen bruger uendelige tider i butikker. På 2 timer nåede vi at være i 2 butikker, JA 2 BUTIKKER!!!!! Derefter spiste vi McDonald’s, for anden gang siden jeg ankom for 6 en halv måned siden. Det er nemlig ret underligt med Brasilien, for hvis man sammenligner med Randers som ca. er halvt så stor som min by og har 3 McDonald’s og en burger king, ja så Passos til sammenligning i total: 0. Derfor er McDonald’s en ret stor ting, eller en ting som ikke bliver tænkt på som sådan noget vildt snask ligesom i Danmark, men derimod en ting man skal besøge når man får den sjældne mulighed, sådan er det hvert fald med personerne fra min by.

Da vi kom hjem tog jeg senere i shoppingcenter sammen med Gabriela/Gabi for at mødes med hendes venner og tage i biografen, men i stedet endte vi bare med at gå rundt alene og jeg købte min første brasilianske fodbold landsholdstrøje, den nyeste, som der vist nok kun er spillet en kamp med indtil videre, så billig var den jo selvfølgelig ikke. Jeg købte også to bøger på portugisisk.

Næste dag tog vi hen til noget mere af min værtsfars familie, for størstedelen af hans meget store familie (han har 10 søskende, og 4 halvsøskende) bor i Campinas. Vi spiste frokost og jeg fik snakket lidt engelsk med en fætter der snakkede rigtig godt engelsk, dog med brasiliansk accent, men det er svært at finde en brasilianer der ikke snakker engelsk med en stor accent.

Efter frokosten viste min familie mig centrum af Campinas, dog kun fra bilruder, men byen er rigtig smuk og har desuden et af Brasilliens bedste og mest eftertragtede universiteter, UNICAMP - Universidade de Campinas.

Derefter tog jeg endnu engang meed på shopping, denne gang i (eftersigende Amerikas 2. Største shoppingcenter, Dom Pedro, hvilket jeg har svært ved at tro på, selvom det var enormt! Måske skulle man tjekke wikipedia?) Jeg købte en kjole og en buksedragt. Efter tog vi hen til min anden tante, som har en virkelig smuk lejlighed meget centralt i Campinas med den smukkeste udsigt over byen. Jeg blev lidt fortabt da jeg stod på balkonen oplyst af de mange lejligheder og bygninger. Vi spiste kæmpesandwiches, I ved, den slags 1,5 meter lange man ser i amerikansk TV, altså selvfølgelig spiste vi ikke en hver, og vi var en masse til at dele fire. MUMS.

Da vi var på vej hjem, gjorde vi et kort stop hos min anden “fætter” hvis datter skulle døbes dagen efter, og tog så hjem og gik i seng.

Næsten morgen tog vi i kirke for at se Lara blive døbt. Det var sindssygt varmt i kirken, og vejret var virkelig smukt i forhold til al den regn vi havde modtaget de sidste dage. Desværre var der ingen ventilatorer i kirken, hvilket ellers er meget normalt i Brasilien, så der var alt alt for varmt. Først var der gudstjeneste og derefter skulle 15 børn døbes, deriblandt Lara.

Efter dåben tog vi hjem, spiste frokost og endnu en gang begav jeg mig med min familie på den 4 timer lange køretur.

Jeg kan faktisk godt at lide at køre lange ture her i Brasilien fordi landskabet er så smukt, og fordi køreturene i Passos aldrig er mere end et par minutter lange, da byen jo ikke er specielt stor. Men det er også super irriterende når man prøver at sove lidt, fordi de brasilianske veje er altså ikke i nærheden af at være liges gode som de danske, sådan er det i hvert fald ofte ikke. Så man bliver rystet lidt rundt og hopper lidt frem og tilbage.

Jeg var lidt ked af at tage hjem fra Campinas, da jeg virkelig synes det var en fed by, og ja så kan I måske sidde og tænke for jer selv: “Men hun lavede jo ikke andet end at shoppe?” men jo det gjorde jeg, jeg lærte en masse nye mennesker at kende og ja… en masse andet. En anden ting jeg tog med mig hjem fra Campinas var en ordentlig forkølelse, ja endnu en gang er jeg syg. Pigen med det fantastiske helbred har formået at blive syg en 4-5 gange på 6 en halv måned, på trods af at hun ikke længere befinder sig i kulde, men derimod oftest i 30 graders varme.

Da vi kom hjem tog jeg ud med min familie og spiste lidt mad og tog derefter hjem og gik i seng. Inden jeg faldt i søvn så jeg lidt tv på mit værelse. Jeg så lidt af en colombiansk film og blev ret begejstret da jeg så og hørte hvor meget spansk og portugisisk minder om hinanden og jeg forstod filmen med portugisiske undertekster. Jeg har også allerede læst en af mine nye bøger og igen forstod jeg en masse. Generelt har jeg bare fået en masse komplimenter for mit portugisisk på det seneste, og man føler sig ret stolt. Selv en butiksekspendient komplimenterede hvor godt mit portugisisk er blevet og sagde tillykke! Man kan vel sige at jeg er blevet “conversationally fluent” altså at jeg kan holde samtaler osv. men min grammatik og accent skal der selvfølgelig altid arbejdes på, og så har jeg stadig vanskeligheder ved at forklare komplicerede ting haha men udover det, så snakker jeg som jeg har lyst til, og det med grammatikken behøver man ikke at bekymre sig over med hensyn til brasilianere, det er nemlig de færreste af dem der selv taler portugisisk korrekt og de er ikke bange for at indrømme det. Det vil tage mange år endnu for mig at lære portugisisk flydende, på den måde at mit udtale ville være 100% perfekt og at jeg ville kunne al grammatikken, så det tager jeg roligt. Jeg er utrolig tilfreds med hvor meget jeg har lært, men min “sult” (kliché/kikset ordvalg, ja jeg ved det) er ikke blevet mindre. Der er noget utroligt fedt ved at læse en bog, se en film etc. på portugisisk og forstå næsten alt, og det giver mig kun mod på at lære mere.

Hvad sker der ellers i Brasilien? Tjo, karneval er om mindre end 2 uger tror jeg nok og jeg har stadig ikke helt styr på hvor jeg skal hen, og så er det her land altså besat af Big Brother, og jeg må indrømme at det også er mit yndlingsprogram i øjeblikket. Så ja DK, I har måske det nye paradise hotel, men jeg har gode gammeldags big brocher brazilian style. PS. Big brocher udtales i Brasilien - Bigi Brotter, sådan cirkus.