SALVADOOOOOOOOOOOOOOOOOR

14/01/2011

Jeg startede min rejse til Salvador med at stå op klokken ca. fire om natten. Jeg tog bussen til Ribeirão Preto klokken 5, ankom til Ribeirão Pretos busterminal klokken otte om morgenen. Da jeg går mod udgangen af busterminalen ser jeg pludselig min franske veninde Léa, som er udvekslingsstudent i en by 20 minutter fra mig, og vi finder ud af at vi begge skal med samme fly til Salvador, dog skal Léa rejse videre til Recife bagefter, men det er fedt at have hinanden på vejen til Salvador. Vi ventede i lang tid på en kvinde fra rotary som vi kender og alt sover hos når vi er i Ribeirão Preto, hun havde lovet at hente os og køre os til lufthavnen.. Hun kom halvanden time efter vores bus var ankommet, så vi fik lidt at spise inden hun kom. Da Slange (kvinde fra rotary) endelig kom kørte vi kort hjem til hende og hentede mit visakort, som jeg havde glemt der i december, og hvor var det bare dejligt at få det tilbage! Derefter tog vi til lufthavnen og Solange kørte hjem. Alt var forsinket i lufthavnen, højst sandsynligt pga. al den regn der havde været dagene forinden, men jeg er ikke sikker. Der var i hvert fald to lokale tv stationer til stede for at snakke om forsinkelserne, og vi blev endda også interviewet af en lokal avis, men jeg tvivler på det blev brugt til noget, for vi sagde ikke noget specielt spændende, og da journalisten spurgte hvor længe vi havde ventet, så svarede vi,: “øhmmm vi er lige kommet” så det er jo ikke ligefrem fordi vi var de rigtige at spørge omkring den lange ventetid.

Da vi kom på flyet en 30-40 minutter forsinket, er der pludselig en mand der siger: “Er der nogle danskere her?” med hentydning til min rotary t-shirt, der bærer dannebrog på ærmet. Jeg svarede meget forvirret: “Øh ja!” jeg spørger ham derefter, lidt dumt måske, men om han også er dansker, nej svarer han og fortæller mig at han var udvekslingsstudent i Danmark for år tilbage, og det eneste jeg kommer op med som svar er: “Ej hvor sjovt, jeg er også udvekslingsstudent her i Brasilien!” (hvilket han self. allerede vidste), men køen bag presser mig fremad så jeg får ikke snakket mere med ham. Jeg går glad og forundret videre mod min plads, forundret af to grunde: 1) over at jeg møder en der kann snakke dansk så langt væk fra lille Danmark, og 2) at hans dansk var så godt at jeg ikke kunne hører, at han var udlænding, eller også var det bare fordi jeg ikke er vant til at høre så meget dansk længere, men jeg hælder mest til mulighed a.

Flyveturen går hurtigt, og jeg når ikke at sige farvel til Léa da hun må løbe til hendes næste fly pga. forsinkelserne i Ribeirão Preto. Jeg finder derfor min kuffert og derefter en mand som skal bringe mig til mit hotel, han står med et skilt: ANNE SOFIE MADSEN. Vi kører af sted, og med det samme hører jeg hvor meget portugisisk variere, selvom jeg bare er i min nabostat! Han er lidt sværere at forstå, men det går. Mere irriterende er det, at han ikke kan finde mit hotel, og jeg som ikke engang har fået nogen form for information omkring mit hotel, kan jo ikke rigtig gøre fra eller til. Efter at have kørt i cirkler i ca. en halv time finder vi hotellet, O Sol Bahia, og det ser rigtig godt ud. Jeg bliver tildelt min “lejlighed” som skal deles med 2 andre og slapper af og venter på alle de andre ankommer.

Efter 12 timers rejse falder jeg i søvn og da jeg vågner igen, er der pludselig en anden person på mit værelse, som jeg ikke kender. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, så først lader jeg bare som om jeg stadig sover, men beslutter så at det er for åndsvagt og lader så som om jeg lige vågner. Den anden person er fra Frankrig og hedder Adeline. Hun er udvekslingsstudent i en by forholdsvis tæt på min, 3-5 timer. Vi snakker, og kan ikke forstå hvor de andre er. Vi hører pludselig noget larm og tænker det må være de andre som er ankommet, så vi går ud at snakker med dem. Det viser sig at være en gruppe fra den store nordøstrejse, som rejser Brasiliens nordøstkyst tynd. Og hurtigt regner vi ud at det nok er sådanne grupper vi kommer til at bruge vores tid med på vores ophold i Salvador. Vi tager ud at spiser med dem om aftenen og jeg møder bla. 2 danskere, en indier, en islænding, en del belgiere og en enkelt hollænder plus en helt masse andre.

15/01/2011

Næste morgen tager gruppen videre, og jeg og Adeline er endnu en gang alene. Vi bruger dagen ved hotellets pool med frisk kokosvand, mums! Senere beslutter vi os for at tage et bad og mens jeg venter på at komme i bad efter Adeline ringer de fra receptionen og siger at vores guide fra Belo Brasil (rejseselskab) er kommet. Vi går ud til receptionen og så er det ellers bare endnu et møde med en nordøstgruppe, denne gang en rigtig storr gruppe på næsten 50 unge mennesker, deriblandt 5 DANSKE DRENGE!!!!! Jeg får snakket en masse dansk, og det er så superfedt! Vi tager med gruppens bus til en strand ved navn Praia do forte, som er hjem til Brasiliens havskilpaddesbeskyttelsesprojekt “Projeto Tamar”. Det er et fantastisk smukt sted, med nærmest en lille landsby bestående af butikker der leder hen til stranden. Om aftenen tager vi på restaurant, men det er bare buffet, så jeg får ikke smagt noget tradionelt bahiansk mad, som har rødder fra de afrikanske slaver der kom til Brasiliens nordøst og tidligere hovedstad som ankom til landet for 500 år siden.

16/01/2011

Dagen starter med at tage på et marked ved navn “Mercado Modelo! Hvilket er super fedt, og alle køber en masse ting! Jeg køber et brasiliansk flag, nøgleringe, bahianske ønskearmbånd som man binder med tre knuder og for hver knude ønsker man sig noget, og det siges at når armbåndet går i stykker vil dine ønsker gå i opfyldelse, et Brasil armbånd og to små malerier med Salvador som motiv. Jeg går rundt med Johanna fra Tyskland og vi begiver os kort udenfor markedet, hvor vi render ind i nogle kvinder klædt i tradionelle klæder fra Bahia og en af dem tager min hånd og siger noget i retningen af: “Blonde prinsesse” jeg siger bare nej og prøver at rive min hånd til mig, men hun holder fast og jeg bliver ved med at sige nej og får til sidst vristet mig arm fra hende. Salvador er en af de byer i Brasilien med flest røverier, så jeg regner med det måske har været et trick for at bestjæle mig, men der skete heldigvis intet. Efter det tænker både jeg og Johanna at det nok er bedre vi bare holder os til markedet. Vi finder en del af de andre siddende ved udgangen, hvor et capoeira show skal til at gå i gang, og hvis jeg nu havde læst kapitlet om Salvador i den Brasilien bog Nicolas havde givet mig, ja så havde jeg nok ikke givet mig til at filme dem, fordi det kræver de faktisk penge for. Så jeg slukker hurtigt mit kamera, da en af capoeira udøverne kommer hen og vil have penge, men jeg er langt fra den eneste, så det går. Efter markedet får vi en historisk tour af Salvador, men jeg mister hurtigt interessen for at følge med på historie undervisningen på portugisisk, så i stedet hygger jeg mig med at snakke med mine danske venner, og hvor fik jeg dog grinet meget med dem. Det var godt med noget dansk humor igen, det har været savnet! Men under city-touren lægger jeg dog self. mærke til hvor utrolig smuk Salvador er, og det er helt klart et besøg værd, hvis man kommer til Brasilien.

Efter touren tager vi igen til Praia do Forte. Vi ser skilpaddeprojektet og ser flere forskellige skildpadder og en haj. Men som jeg blev enig med de andre danskere om, så er Kattegat havecenter nu mere spændende. Jeg køber også havianas/flip floppere på Praia do Forte. Vi tager hjem til hotellet og derefter videre til vores “stamrestaurant” og spiser. Bagefter tager vi et smut forbi et supermarked for at købe frokost eller hvad man har brug for til dagen efter, da vores guide fortæller os der ikke vil være mulighed for at købe noget der hvor vi skal hen. De danske drenge er uheldigvis, på nær en, storrygere og beslutter sig for at købe cigaretter, men kassedamen beder om ID, så vi begynder bare at snakke dansk med hinanden og det får hende sjovt nok til bare at sælge drenge cigaretterne, sådan er Brasilien altså bare, man kan virkelig nå ”langt” med at være udlændig. Vi tager hjem til hotellet og en gruppe sætter sig udenfor og hygger med guitarspil fra den ene danske dreng, Jonathan og vi får skruet op for lidt godt gammeldags’ Kim Larsen og får rigtig gang i noget “danskerhygge”. Et stykke tid efter går vi alle i seng.

17/01/2011

Vi tager bussen til samme sted hvor markedet befinder sig, nemlig havnen og tager derefter en båd til en lille “øde ø”, hvor der kun er os godt og vel 50 udvekslingsstudenter og bader. Vi bruger en 4 timer der vil jeg tro, og self. ender alle vi danskere med at være lidt røde. På bådturen hjemad finder vi pludselig ud af Thomas en af danskerne, har saltefisk i sin rygsæk, og så bliver der ellers bare smovset, mens de andre ser til med afsky. Vi tager bussen til hotellet og går i bad og bagefter til en tidlig middag på restauranten. Efter middag tager vi endnu en gang til Salvadors by for at se et folklore show som er en tradionelt teater/capoeira show fra Bahia. Sindssygt fedt, selvom vi sidder utroligt træt, og jeg med en sovende dansker på hver side, Thomas og Mads. Da vi bagefter tager tilbage til hotellet er der kommet en ny nordøstgruppe, bla. med en af mine bedste venner, Chris fra mit distrikt i Brasilien. Da jeg ser ham på hotelgangen med en gruppe piger, skriger jeg bare “Chris” og han kigger meget mærkeligt på mig, så jeg tænker: “Shit, det er ikke ham, hvad dælen gør jeg nu” men i stedet begynder jeg bare at løbe ned ad gangen og Chris kommer mig i møde med et kram. Der er også 4 danskere i den nye gruppe, og endnu en gang bliver der fyret op for den danske humor og vi har det bare fedt.

18/01/2011

Næste morgen er det farvel, og så er de væk. Jeg og Adeline spiser morgenmad, skriver postkort og venter på vores fly. Jeg flyver for første gang i mit liv helt alene, og det går strygende. Jeg tager en taxa fra lufthavnen i Ribeirão Preto til busterminalen, venter et stykke tid og tager så en bus hjem til min by.

Uden den store opsummering, kan jeg bare konstatere at det var nogle af de bedste dage i mit liv, nogensinde. De mennesker jeg var sammen med, gjorde det det så utroligt fedt, og endnu en gang har jeg mødt mennesker fra hele verden, Taiwan, Indien, Island, Polen, Mexico, Danmark, Belgien, Norge, Frankrig, Tyskland, Holland, Japan, USA, Canada osv.

Uden tvivl var de fedeste personer på turen mine danske venner, Jonathan fra Vejle, Aske fra Fyn, Mads fra Hillerød, Esben fra Århus(som mobbede mig utroligt meget med at jeg var fra Randers) og Thomas fra Billund. Flere gange fik vi at vide vi lignende en stor søskendeflok med vores lyse hud, øjne og hår. Med vores meget underlige sprog, og nærmest konstant grinende.

Klart en af de fedeste “ferier” i mit liv.