Até mais amigos

D. 25. Januar 2011 oplevede jeg en af de sværeste og underligste ting i mit liv, at sige farvel til de sidste udvekslingsstudenter anno 2010 fra mit distrikt. De startede 6 og nu er ingen af dem tilbage. Columbia, Mexico, Sydafrika, Australien og Ecuador var de repræsenterede lande, og de blev repræsenteret på bedste vis. Først var det Karla/Karlita fra Ecuador som tog hjem d.19.november, så var det Lucas fra Columbia som tog hjem d.20.december, så var det Lolly fra Sydafrika som tog hjem d.10. Januar, derefter Katelyn/Kate fra Australien som forlod Brasilien d.15. januar og til sidst, med samme fly, Kelly fra Columbia og Elvis fra Mexico der sluttede deres eventyr d.25. januar 2011. Og væk er de altså, alle sammen. Men de har sat deres aftryk i Brasilien og vil blive husket af mange, ikke mindst os “nye” udvekslingsstudenter som lærte så meget af dem. 

Jeg nåede kun at følge to af dem til lufthavnen, Elvis og Kelly, og det var en af de hårdeste ting, jeg har været del af som udvekslingsstudent. Vi havde startet d.24. med at holde en afskedsfest i Ribeirão Preto, hvor de to blev “hostet” gennem hele deres år. Alle hyggede sig utrolig meget, og vi nåede aldrig at sove, da flyet lettede cirka kl.9:30 næste morgen, så vi tænkte det var nemmere bare at holde os vågne natten igennem. Kl.8:30 gik turen så til lufthavnen, hvor de sidste billeder blev taget og  de sidste kram blev givet. Jeg holdte mig fint sammen, indtil det faktisk gik op for mig at de skulle rejse, da Kelly grædende talte med en brasiliansk ven i en mobiltelefon.. Da blev mine øjne blanke og mit hjerte tomt. 

Vi var en 20-25 mennesker mødt frem for at tage afsked med de to udvekslingsstudenter, så der var ikke nok tid til at sige farvel til alle, pludselig kom en kvinde fra flyselskabet og sagde, at nu kunne hun ikke trække den mere, de måtte af sted nu. Vi begyndte alle at gå, og jeg nåede lige at give Kelly et kort kram før hun forsvandt gennem security med tårer strømmende nedover hendes kinder. Elvis var mere.. Elvis eller mexicansk kan man vil sige, og råbte at vi alle snart ville ses igen osv., som han altid gør og gik videre med et smil. Tilbage stod vi så, og prøvede at få et sidste glimt af dem. Vi skyndte os hen til vinduet hvorfra man kan se flyene, og så de to gå mod flyet som de sidste.. Side om side, som de altid var, bror og søster, de bedste venner som sluttede deres største eventyr sammen. Alle blev stående selv efter de var gået ind i flyet, og en mand kom hen til vores gruppe og spurgte: “Hvem er ved at ankomme?” Jeg svarede at der var to udvekslingsstudenter som var på vej hjem, så vi var alle meget triste.. Det var det eneste jeg kunne komme frem med på portugisisk med en klump i halsen. Lidt efter forlod vi lufthavnen. Bilturen hjem til huset i Ribeirão Preto var underlig. Vi var 5 udvekslingsstudenter i min bil og ikke én sagde et ord. Vi sad bare alene med vores tanker. Da vi kom hjem til huset og ville sove efter en hel nat, næsten et døgn uden søvn lykkedes det mig ikke at sove. Jeg ved ikke hvorfor, men det lykkedes bare aldrig. 

I løbet af dagen vendte vi tilbage til os selv, men vi glemmer aldrig de andre.. De er en del af den familie vores distrikt udgør for os under og for evigt efter vores tid her i Brasilien. At sige farvel til udvekslingsstudent er lidt uvirkeligt, for ja, du er vant til at der går lang tid mellem man ses under sit ophold i værtslandet, men en dag er de pludselig væk, og så er det ikke uger eller måneder det gælder, men måske år. Det er den del af udveksling vi alle hader, og det er den del, man ofte glemmer før man tager af sted. Det er som at sige farvel til din familie i Københavns lufthavn igen, bortset fra at denne her gang ved du ikke om du ser dem igen om 11 mdr. Men man må huske de personer for alle de gode ting og glemme tårerne fra afskeden. Som jeg har lært af netop disse seks udvekslingsstudenter, så vil jeg ikke sige farvel, jeg vil sige på gensyn. 

Jeg skriver snart et Salvador indlæg, men følte mere for at skrive det her indlæg i dag. Hvis I synes det er lidt for tøset og teenage-agtigt, så er det altså bare ærgerligt for jer. Nogle gange har man brug for dele de mindre gode ting med resten af verden.