SALVADOOOOOOOOOOOOOOOOOR

14/01/2011

Jeg startede min rejse til Salvador med at stå op klokken ca. fire om natten. Jeg tog bussen til Ribeirão Preto klokken 5, ankom til Ribeirão Pretos busterminal klokken otte om morgenen. Da jeg går mod udgangen af busterminalen ser jeg pludselig min franske veninde Léa, som er udvekslingsstudent i en by 20 minutter fra mig, og vi finder ud af at vi begge skal med samme fly til Salvador, dog skal Léa rejse videre til Recife bagefter, men det er fedt at have hinanden på vejen til Salvador. Vi ventede i lang tid på en kvinde fra rotary som vi kender og alt sover hos når vi er i Ribeirão Preto, hun havde lovet at hente os og køre os til lufthavnen.. Hun kom halvanden time efter vores bus var ankommet, så vi fik lidt at spise inden hun kom. Da Slange (kvinde fra rotary) endelig kom kørte vi kort hjem til hende og hentede mit visakort, som jeg havde glemt der i december, og hvor var det bare dejligt at få det tilbage! Derefter tog vi til lufthavnen og Solange kørte hjem. Alt var forsinket i lufthavnen, højst sandsynligt pga. al den regn der havde været dagene forinden, men jeg er ikke sikker. Der var i hvert fald to lokale tv stationer til stede for at snakke om forsinkelserne, og vi blev endda også interviewet af en lokal avis, men jeg tvivler på det blev brugt til noget, for vi sagde ikke noget specielt spændende, og da journalisten spurgte hvor længe vi havde ventet, så svarede vi,: “øhmmm vi er lige kommet” så det er jo ikke ligefrem fordi vi var de rigtige at spørge omkring den lange ventetid.

Da vi kom på flyet en 30-40 minutter forsinket, er der pludselig en mand der siger: “Er der nogle danskere her?” med hentydning til min rotary t-shirt, der bærer dannebrog på ærmet. Jeg svarede meget forvirret: “Øh ja!” jeg spørger ham derefter, lidt dumt måske, men om han også er dansker, nej svarer han og fortæller mig at han var udvekslingsstudent i Danmark for år tilbage, og det eneste jeg kommer op med som svar er: “Ej hvor sjovt, jeg er også udvekslingsstudent her i Brasilien!” (hvilket han self. allerede vidste), men køen bag presser mig fremad så jeg får ikke snakket mere med ham. Jeg går glad og forundret videre mod min plads, forundret af to grunde: 1) over at jeg møder en der kann snakke dansk så langt væk fra lille Danmark, og 2) at hans dansk var så godt at jeg ikke kunne hører, at han var udlænding, eller også var det bare fordi jeg ikke er vant til at høre så meget dansk længere, men jeg hælder mest til mulighed a.

Flyveturen går hurtigt, og jeg når ikke at sige farvel til Léa da hun må løbe til hendes næste fly pga. forsinkelserne i Ribeirão Preto. Jeg finder derfor min kuffert og derefter en mand som skal bringe mig til mit hotel, han står med et skilt: ANNE SOFIE MADSEN. Vi kører af sted, og med det samme hører jeg hvor meget portugisisk variere, selvom jeg bare er i min nabostat! Han er lidt sværere at forstå, men det går. Mere irriterende er det, at han ikke kan finde mit hotel, og jeg som ikke engang har fået nogen form for information omkring mit hotel, kan jo ikke rigtig gøre fra eller til. Efter at have kørt i cirkler i ca. en halv time finder vi hotellet, O Sol Bahia, og det ser rigtig godt ud. Jeg bliver tildelt min “lejlighed” som skal deles med 2 andre og slapper af og venter på alle de andre ankommer.

Efter 12 timers rejse falder jeg i søvn og da jeg vågner igen, er der pludselig en anden person på mit værelse, som jeg ikke kender. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, så først lader jeg bare som om jeg stadig sover, men beslutter så at det er for åndsvagt og lader så som om jeg lige vågner. Den anden person er fra Frankrig og hedder Adeline. Hun er udvekslingsstudent i en by forholdsvis tæt på min, 3-5 timer. Vi snakker, og kan ikke forstå hvor de andre er. Vi hører pludselig noget larm og tænker det må være de andre som er ankommet, så vi går ud at snakker med dem. Det viser sig at være en gruppe fra den store nordøstrejse, som rejser Brasiliens nordøstkyst tynd. Og hurtigt regner vi ud at det nok er sådanne grupper vi kommer til at bruge vores tid med på vores ophold i Salvador. Vi tager ud at spiser med dem om aftenen og jeg møder bla. 2 danskere, en indier, en islænding, en del belgiere og en enkelt hollænder plus en helt masse andre.

15/01/2011

Næste morgen tager gruppen videre, og jeg og Adeline er endnu en gang alene. Vi bruger dagen ved hotellets pool med frisk kokosvand, mums! Senere beslutter vi os for at tage et bad og mens jeg venter på at komme i bad efter Adeline ringer de fra receptionen og siger at vores guide fra Belo Brasil (rejseselskab) er kommet. Vi går ud til receptionen og så er det ellers bare endnu et møde med en nordøstgruppe, denne gang en rigtig storr gruppe på næsten 50 unge mennesker, deriblandt 5 DANSKE DRENGE!!!!! Jeg får snakket en masse dansk, og det er så superfedt! Vi tager med gruppens bus til en strand ved navn Praia do forte, som er hjem til Brasiliens havskilpaddesbeskyttelsesprojekt “Projeto Tamar”. Det er et fantastisk smukt sted, med nærmest en lille landsby bestående af butikker der leder hen til stranden. Om aftenen tager vi på restaurant, men det er bare buffet, så jeg får ikke smagt noget tradionelt bahiansk mad, som har rødder fra de afrikanske slaver der kom til Brasiliens nordøst og tidligere hovedstad som ankom til landet for 500 år siden.

16/01/2011

Dagen starter med at tage på et marked ved navn “Mercado Modelo! Hvilket er super fedt, og alle køber en masse ting! Jeg køber et brasiliansk flag, nøgleringe, bahianske ønskearmbånd som man binder med tre knuder og for hver knude ønsker man sig noget, og det siges at når armbåndet går i stykker vil dine ønsker gå i opfyldelse, et Brasil armbånd og to små malerier med Salvador som motiv. Jeg går rundt med Johanna fra Tyskland og vi begiver os kort udenfor markedet, hvor vi render ind i nogle kvinder klædt i tradionelle klæder fra Bahia og en af dem tager min hånd og siger noget i retningen af: “Blonde prinsesse” jeg siger bare nej og prøver at rive min hånd til mig, men hun holder fast og jeg bliver ved med at sige nej og får til sidst vristet mig arm fra hende. Salvador er en af de byer i Brasilien med flest røverier, så jeg regner med det måske har været et trick for at bestjæle mig, men der skete heldigvis intet. Efter det tænker både jeg og Johanna at det nok er bedre vi bare holder os til markedet. Vi finder en del af de andre siddende ved udgangen, hvor et capoeira show skal til at gå i gang, og hvis jeg nu havde læst kapitlet om Salvador i den Brasilien bog Nicolas havde givet mig, ja så havde jeg nok ikke givet mig til at filme dem, fordi det kræver de faktisk penge for. Så jeg slukker hurtigt mit kamera, da en af capoeira udøverne kommer hen og vil have penge, men jeg er langt fra den eneste, så det går. Efter markedet får vi en historisk tour af Salvador, men jeg mister hurtigt interessen for at følge med på historie undervisningen på portugisisk, så i stedet hygger jeg mig med at snakke med mine danske venner, og hvor fik jeg dog grinet meget med dem. Det var godt med noget dansk humor igen, det har været savnet! Men under city-touren lægger jeg dog self. mærke til hvor utrolig smuk Salvador er, og det er helt klart et besøg værd, hvis man kommer til Brasilien.

Efter touren tager vi igen til Praia do Forte. Vi ser skilpaddeprojektet og ser flere forskellige skildpadder og en haj. Men som jeg blev enig med de andre danskere om, så er Kattegat havecenter nu mere spændende. Jeg køber også havianas/flip floppere på Praia do Forte. Vi tager hjem til hotellet og derefter videre til vores “stamrestaurant” og spiser. Bagefter tager vi et smut forbi et supermarked for at købe frokost eller hvad man har brug for til dagen efter, da vores guide fortæller os der ikke vil være mulighed for at købe noget der hvor vi skal hen. De danske drenge er uheldigvis, på nær en, storrygere og beslutter sig for at købe cigaretter, men kassedamen beder om ID, så vi begynder bare at snakke dansk med hinanden og det får hende sjovt nok til bare at sælge drenge cigaretterne, sådan er Brasilien altså bare, man kan virkelig nå ”langt” med at være udlændig. Vi tager hjem til hotellet og en gruppe sætter sig udenfor og hygger med guitarspil fra den ene danske dreng, Jonathan og vi får skruet op for lidt godt gammeldags’ Kim Larsen og får rigtig gang i noget “danskerhygge”. Et stykke tid efter går vi alle i seng.

17/01/2011

Vi tager bussen til samme sted hvor markedet befinder sig, nemlig havnen og tager derefter en båd til en lille “øde ø”, hvor der kun er os godt og vel 50 udvekslingsstudenter og bader. Vi bruger en 4 timer der vil jeg tro, og self. ender alle vi danskere med at være lidt røde. På bådturen hjemad finder vi pludselig ud af Thomas en af danskerne, har saltefisk i sin rygsæk, og så bliver der ellers bare smovset, mens de andre ser til med afsky. Vi tager bussen til hotellet og går i bad og bagefter til en tidlig middag på restauranten. Efter middag tager vi endnu en gang til Salvadors by for at se et folklore show som er en tradionelt teater/capoeira show fra Bahia. Sindssygt fedt, selvom vi sidder utroligt træt, og jeg med en sovende dansker på hver side, Thomas og Mads. Da vi bagefter tager tilbage til hotellet er der kommet en ny nordøstgruppe, bla. med en af mine bedste venner, Chris fra mit distrikt i Brasilien. Da jeg ser ham på hotelgangen med en gruppe piger, skriger jeg bare “Chris” og han kigger meget mærkeligt på mig, så jeg tænker: “Shit, det er ikke ham, hvad dælen gør jeg nu” men i stedet begynder jeg bare at løbe ned ad gangen og Chris kommer mig i møde med et kram. Der er også 4 danskere i den nye gruppe, og endnu en gang bliver der fyret op for den danske humor og vi har det bare fedt.

18/01/2011

Næste morgen er det farvel, og så er de væk. Jeg og Adeline spiser morgenmad, skriver postkort og venter på vores fly. Jeg flyver for første gang i mit liv helt alene, og det går strygende. Jeg tager en taxa fra lufthavnen i Ribeirão Preto til busterminalen, venter et stykke tid og tager så en bus hjem til min by.

Uden den store opsummering, kan jeg bare konstatere at det var nogle af de bedste dage i mit liv, nogensinde. De mennesker jeg var sammen med, gjorde det det så utroligt fedt, og endnu en gang har jeg mødt mennesker fra hele verden, Taiwan, Indien, Island, Polen, Mexico, Danmark, Belgien, Norge, Frankrig, Tyskland, Holland, Japan, USA, Canada osv.

Uden tvivl var de fedeste personer på turen mine danske venner, Jonathan fra Vejle, Aske fra Fyn, Mads fra Hillerød, Esben fra Århus(som mobbede mig utroligt meget med at jeg var fra Randers) og Thomas fra Billund. Flere gange fik vi at vide vi lignende en stor søskendeflok med vores lyse hud, øjne og hår. Med vores meget underlige sprog, og nærmest konstant grinende.

Klart en af de fedeste “ferier” i mit liv.

Forlænget weekend i Campinas, São Paulo 17.-20. februar

Torsdag, efter frokost, tog jeg med min familie den ca. 4 timer lange køretur til Campinas, en by med lidt over en million indbygger og lidt under to timers kørsel fra storbyen São Paulo. Da vi ankom til Campinas, blev vi fanget i trafikken, og ligesom så mange andre, så valgte min værtsfar at bruge nødsporet til at undslippe trafikken, hvilket gjorde mig lidt utryk, men der skete heldigvis ikke noget. Anledningen til vores besøg var min “kusine” Jaquelines 10 års fødselsdag. Som jeg vist allerede har fortalt, så er børnefødselsdage i Brasilien meget anderledes end de danske, hvert fald hvis man tilhører middelklassen eller højere. Man lejer næsten altid et festlokale og der bliver serveret “salgados”, som fx er små pasteis (pastel i flertal), hotdogs (brasiliansk version self. med kartoffelmos, mayoneise, kAtchup og kartoffelchips), miniburgere, pomfritter, minisandwiches, “kugler” af kartoffel og ost med kyllingefyld, minikyllingetærter osv. Super lækker mad, og også derfor de fleste brasilianere elsker børnefødselsdage, ja nogle kommer kun pga. maden! Fødselsdagen var hyggelig og havde bla. sin egen karrusel, nintendo wii, en bowlingbane, bordfodbold, airhockey, klatrevæg og en masse andre ting!

Fødselsdagsbarnet fik en passe gaver, som hun flåede op dag vi senere kom hjem. Jeg og min værtsfamilie sov i Jaquelines hus hvor, udover Jaqueline, bor min anden “kusine” Gabriela og min “tante og onkel” Keila og Marco.

Fredag formiddag tog jeg med min mor, tante og kusine ud at handle i WALMART!!!!! Første besøg nogensinde i Walmart, og jeg kan bekræfte de for jeg, det er f****** stort! Nogle af medarbejderne havde endda rulleskøjter på så de kunne komme hurtigt i butikken. Jeg havde svært ved at finde rundt i supermarkedet, men vi fik handlet og kom hjem igen, hvor min mor og tante sammen med Jaqueline og min to søstre besluttede sig for, at vi skulle tage i en stor vandpark 120 km fra byen. Vi tog af sted og da vi ankom regnede de, meget ironisk. Så vi brugte i stedet for tiden på lidt shopping, og lad mig lige advare jer: Hvis I ikke bryder jeg om at bruge tid i butikker, så lad for guds skyld være med at tage med en brasilianer. De kan simpelthen bruger uendelige tider i butikker. På 2 timer nåede vi at være i 2 butikker, JA 2 BUTIKKER!!!!! Derefter spiste vi McDonald’s, for anden gang siden jeg ankom for 6 en halv måned siden. Det er nemlig ret underligt med Brasilien, for hvis man sammenligner med Randers som ca. er halvt så stor som min by og har 3 McDonald’s og en burger king, ja så Passos til sammenligning i total: 0. Derfor er McDonald’s en ret stor ting, eller en ting som ikke bliver tænkt på som sådan noget vildt snask ligesom i Danmark, men derimod en ting man skal besøge når man får den sjældne mulighed, sådan er det hvert fald med personerne fra min by.

Da vi kom hjem tog jeg senere i shoppingcenter sammen med Gabriela/Gabi for at mødes med hendes venner og tage i biografen, men i stedet endte vi bare med at gå rundt alene og jeg købte min første brasilianske fodbold landsholdstrøje, den nyeste, som der vist nok kun er spillet en kamp med indtil videre, så billig var den jo selvfølgelig ikke. Jeg købte også to bøger på portugisisk.

Næste dag tog vi hen til noget mere af min værtsfars familie, for størstedelen af hans meget store familie (han har 10 søskende, og 4 halvsøskende) bor i Campinas. Vi spiste frokost og jeg fik snakket lidt engelsk med en fætter der snakkede rigtig godt engelsk, dog med brasiliansk accent, men det er svært at finde en brasilianer der ikke snakker engelsk med en stor accent.

Efter frokosten viste min familie mig centrum af Campinas, dog kun fra bilruder, men byen er rigtig smuk og har desuden et af Brasilliens bedste og mest eftertragtede universiteter, UNICAMP - Universidade de Campinas.

Derefter tog jeg endnu engang meed på shopping, denne gang i (eftersigende Amerikas 2. Største shoppingcenter, Dom Pedro, hvilket jeg har svært ved at tro på, selvom det var enormt! Måske skulle man tjekke wikipedia?) Jeg købte en kjole og en buksedragt. Efter tog vi hen til min anden tante, som har en virkelig smuk lejlighed meget centralt i Campinas med den smukkeste udsigt over byen. Jeg blev lidt fortabt da jeg stod på balkonen oplyst af de mange lejligheder og bygninger. Vi spiste kæmpesandwiches, I ved, den slags 1,5 meter lange man ser i amerikansk TV, altså selvfølgelig spiste vi ikke en hver, og vi var en masse til at dele fire. MUMS.

Da vi var på vej hjem, gjorde vi et kort stop hos min anden “fætter” hvis datter skulle døbes dagen efter, og tog så hjem og gik i seng.

Næsten morgen tog vi i kirke for at se Lara blive døbt. Det var sindssygt varmt i kirken, og vejret var virkelig smukt i forhold til al den regn vi havde modtaget de sidste dage. Desværre var der ingen ventilatorer i kirken, hvilket ellers er meget normalt i Brasilien, så der var alt alt for varmt. Først var der gudstjeneste og derefter skulle 15 børn døbes, deriblandt Lara.

Efter dåben tog vi hjem, spiste frokost og endnu en gang begav jeg mig med min familie på den 4 timer lange køretur.

Jeg kan faktisk godt at lide at køre lange ture her i Brasilien fordi landskabet er så smukt, og fordi køreturene i Passos aldrig er mere end et par minutter lange, da byen jo ikke er specielt stor. Men det er også super irriterende når man prøver at sove lidt, fordi de brasilianske veje er altså ikke i nærheden af at være liges gode som de danske, sådan er det i hvert fald ofte ikke. Så man bliver rystet lidt rundt og hopper lidt frem og tilbage.

Jeg var lidt ked af at tage hjem fra Campinas, da jeg virkelig synes det var en fed by, og ja så kan I måske sidde og tænke for jer selv: “Men hun lavede jo ikke andet end at shoppe?” men jo det gjorde jeg, jeg lærte en masse nye mennesker at kende og ja… en masse andet. En anden ting jeg tog med mig hjem fra Campinas var en ordentlig forkølelse, ja endnu en gang er jeg syg. Pigen med det fantastiske helbred har formået at blive syg en 4-5 gange på 6 en halv måned, på trods af at hun ikke længere befinder sig i kulde, men derimod oftest i 30 graders varme.

Da vi kom hjem tog jeg ud med min familie og spiste lidt mad og tog derefter hjem og gik i seng. Inden jeg faldt i søvn så jeg lidt tv på mit værelse. Jeg så lidt af en colombiansk film og blev ret begejstret da jeg så og hørte hvor meget spansk og portugisisk minder om hinanden og jeg forstod filmen med portugisiske undertekster. Jeg har også allerede læst en af mine nye bøger og igen forstod jeg en masse. Generelt har jeg bare fået en masse komplimenter for mit portugisisk på det seneste, og man føler sig ret stolt. Selv en butiksekspendient komplimenterede hvor godt mit portugisisk er blevet og sagde tillykke! Man kan vel sige at jeg er blevet “conversationally fluent” altså at jeg kan holde samtaler osv. men min grammatik og accent skal der selvfølgelig altid arbejdes på, og så har jeg stadig vanskeligheder ved at forklare komplicerede ting haha men udover det, så snakker jeg som jeg har lyst til, og det med grammatikken behøver man ikke at bekymre sig over med hensyn til brasilianere, det er nemlig de færreste af dem der selv taler portugisisk korrekt og de er ikke bange for at indrømme det. Det vil tage mange år endnu for mig at lære portugisisk flydende, på den måde at mit udtale ville være 100% perfekt og at jeg ville kunne al grammatikken, så det tager jeg roligt. Jeg er utrolig tilfreds med hvor meget jeg har lært, men min “sult” (kliché/kikset ordvalg, ja jeg ved det) er ikke blevet mindre. Der er noget utroligt fedt ved at læse en bog, se en film etc. på portugisisk og forstå næsten alt, og det giver mig kun mod på at lære mere.

Hvad sker der ellers i Brasilien? Tjo, karneval er om mindre end 2 uger tror jeg nok og jeg har stadig ikke helt styr på hvor jeg skal hen, og så er det her land altså besat af Big Brother, og jeg må indrømme at det også er mit yndlingsprogram i øjeblikket. Så ja DK, I har måske det nye paradise hotel, men jeg har gode gammeldags big brocher brazilian style. PS. Big brocher udtales i Brasilien - Bigi Brotter, sådan cirkus.

Første dag (timer) hos min nye værtsfamilie

5. Februar 2011 var min seks månedersdag i Brasilien, præcis seks måneder siden jeg ankom til Brasilien, og til Passos, som nu er blevet en stor del af mig. På denne dag flyttede jeg også værtsfamilie, nu for 3. Gang, men denne gang fuldstændig planlagt, og helt efter planen.

Jeg “ankom” til mit nye hus omkring kl.22 om aftenen, og mødte min nye familie, selvom jeg allerede havde mødt dem, eller min nye mor i hvert fald, fordi hun er rotarianer, og da jeg hørte jeg skulle bo hos hende, blev jeg meget glad, fordi hun gjorde et vildt godt indtryk på mig, da jeg første gang mødte hende. Men da jeg kom til huset og skulle sige farvel til min “gamle” værtsmor, så begyndte jeg næsten at græde. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg har ikke haft det tætteste forhold med min sidste familie, men jeg holder meget af dem, og lige pludselig som kom der altså bare en ordentlig klump i halsen, som ikke ville gå væk, så det var et svært øjeblik, men jeg ved at jeg altid er velkommen i deres hus, og de har allerede planlagt at når du kommer mor, så skal vi over til deres hus og spise feijoada, en tradionel brasiliansk ret, så du kan godt glæde dig. Det er virkelig en fantastisk familie.

Men tilbage til min nye familie. Da jeg kom var det kun mine forældre som var der, så de viste mig huset og mit nye værelse. Huset er rigtig flot, jeg skal nok tage nogle billder, og en del større end mit gamle hus. Da de viste mig mit værelse, blev jeg så lykkelig, for efter 4 mdr. hvor jeg har delt værelse med en søster, så er det altså rart at have noget helt for sig selv. Og værelset er perfekt, lyst og ret stort, med kommode, stoooooor seng, lille tv og sengeborde. Det kunne ikke være bedre. Efter at have set mit værelse, satte jeg mig i stuen med mine nye forældre og snakkede bare med dem om lidt af hvert, og opdagede også at jeg har fået mig to nye yngre søstre, Leticia på 11 år og Beatriz 5 år. Derefter ordnede jeg mit værelse aka fyldte kommoden med mit tøj, og så kom mine søstre, og nøøøøj hvor er de bare søde! Helt vildt søde og meget interesserede i mig, så det var bare dejligt. Vi satte os og snakkede, jeg min mor Paula og min søstre, og spiste lidt frugt. Paula spurgte mig om jeg kunne lide hunde, og efter at have været i min sidste familie, hvor der var en 4-5 hunde, som sagtens kunne holde dig vågen i timevis, ja så svarede jeg at jeg ikke er så vant til hunde, men at jeg godt kan lide dem. Min mor viste så med en håndgestus hvor stor deres hund var, ved at række armen ud i en 1,20 m. højde eller sådan noget, så jeg lavede den der “gulp” ligesom i anders and blade og tænkte: “Det kan vist kun blive interessant.” og svarede “Er det sandt? Verdade? Og ja sagde hun bare, derefter viste mine søstre mig hen til en dør og jeg var lidt skræmt, de åbnede døren og ud løb en lille bitte chiuaua lignende hund, pheeeeew tænkte jeg for mig selv og grinte med mine nye søstre. Jeg er virkelig glad for min nye familie, de er så søde alle sammen, og jeg føler mig virkelig hjemme her, og føler virkelig at jeg kan være mig selv, så det er bare fantastisk. Min mor er meget sød og vil både lave en nøgle til mig og få fat i en eller anden form for mobiltelefon til mig så jeg nemmere kan ringe til mine venner. Udover mine søstre, så bor min mors niece her også, men jeg har ikke mødt hende endnu,da hun er ude at rejse, men jeg ser frem til at møde hende!

Fredag var jeg til klassefest eller klasse churrasco og det var så fedt! I dag/går (lørdag) var jeg på en “gård” hvilket ikke rigtig er en gård, eller jo det er det, men der er også en pool, så det er en brasiliansk gård, svært at forklarer, men det er ikke sådan noget luksus noget, det er mere en fritidshobby. Bagefter tog jeg med min søster over til en af hendes veninder, og derefter hjem for at spise med min familie og så tog jeg jo altså videre til min nye familie. Nu vil jeg lægge mig til at sove, for i morgen/i dag (søndag) skal jeg på “rancho” hvilket også er en slags gård ting, med nogle rotarianere. De har kaffemarker! Så dem skal jeg se, og så er gården tæt på floden så jeg skal nok også bade og lave andre ting. Den ene rotarianer sagde endda at når jeg tager hjem i juli så vil han lave noget kaffe”pulver” tror jeg, eller et eller andet kaffe, som jeg kan tage med hjem til jer danskere, for han siger det er meget bedre end dansk kaffe og at det er derfor jeg ikke kan lide kaffe. Men vi må se, det er hvert fald en fed gave at have med hjem synes jeg, til en person som fx Karen, som jo elsker mad og drikkelse fra forskellige lande og da også til lille mutter som drikker kaffe hver dag!

Min nye familie har allerede planlagt en lille tur, jeg tror det er næste uge, fra torsdag til søndag. Turen går til Campinas, en by i São Paulo staten og jeg skal blandt andet i en vandforlystelsepark, så jeg glæder mig vildt meget! Jeg har ikke rejst med en værtsfamilie siden august, så jeg ser virkelig frem til det.

Men anyway, godnat DK! Jeg håber I har det ligeså godt, som jeg har det lige nu!

Abraços

Fie

Første skoledag 2011

Ja så skete det. Katastrofen indtraf. Min sommerferie sluttede. Jeg havde jo hele tiden vidst, at det på et tidspunkt ville komme, men jeg troede ikke at det ville ske så hurtigt.. Så jeg valgte at springe første skoledag over, da min værtsøster spurgte mig om morgenen, efter at være blevet vækket af min værtsmor: “Har du lyst til at tage i skole?” Og så tænker jeg ved mig selv: “Hvad har jeg mest lyst til? At tage i skole kl.7:15 eller at blive hjemme og se film?” Hmmm, svært valg. Men det var da en lærerig dag, jeg satte mig nemlig til at se Disney filmen “Prinsessen og frøen” på portugisisk. Jeg har på det sidste set en del tegnefilm (3) på portugisisk: Megamind, Rapunzel (den nye Disney film som er vildt god, eller jeg troede den var ny, indtil jeg hørte den allerede var i de amerikanske biografer i efteråret.. Men nu bor jeg jo også i en by hvor biografen kun har én sal) og så Prinsessen og Frøen. Det er fedt at se tegnefilm, da de jo er noget nemmere at forstå og man behøver ikke at bruge hjernen til at følge med, så det er en rigtig god måde at lære et sprog på, eller det hjælper hvert fald tror jeg. Jeg synes alle 3 film er rigtig gode, men Rapunzel - den er bare helt i særklasse!

Nå men tilbage til det indlægget egentlig skulle handle om. I dag kunne jeg så ikke trække den mere, jeg måtte sige farvel til min kære sommerferie.. Det var et hårdt øjeblik lige indtil jeg kom i skole og så min bedste brasilianske veninde igen! Det var bare dejligt at snakke med hende og se de andre og høre: “Jeg har savnet dig!” det varmer. Selv en af skolens nonner, eller jeg tror hun er en nonne.. Er ikke sikker, men anyway, selv hende(?) var glad for at se mig!

Men jeg fik dog noget af en overraskelse da jeg trådte ind i vores nye klasseværelse og så et stort set propfyldt klasseværelse, da de to tredje års klasser er blevet slået sammen, i hvert fald i den her uge. Så jeg gik fra en normal størrelse klasse, til en klasse på næsten 40 elever. Lille fie følte pludselig at det var ligesom min allerførste skoledag her i Brasilien, og prøvede for alt i verden ikke at lave øjenkontakt med nogen og bare sætte mig og tage min ipod frem. Ordningen er dog kun midlertidig, så vidt jeg forstod, indtil mandag eller tirsdag i næste uge.

På mit bord lå skolens månedlige brev, for min skole er nemlig ret stor, eller hvordan siger man det? Der findes mange af dens slags, ikke kun her i Brasilien men også i Mexico, Spanien, Italien, en række afrikanske lande og et enkelt land i Mellemamerika så vidt jeg husker. Grundlæggeren var en spansk nonne, Carmen Salles, og i år (2011) er 100 år siden hun døde, så derfor regner jeg med at der på et tidspunkt bliver lavet et arrangement på min skole. Da det jo er en katolsk skole, så handlede bladet egentlig bare om en masse religiøse ting og forskellige undervisningsformer, så jeg fandt det ikke vildt interessant, men fik dog fordrevet noget tid med at prøve at læse det. På mit bord var også en DRIKKEDUNK! (nice) med min skoles logo og navn, så den er jeg ret glad for, og synes det er et godt minde om skolen.

Men øhmm… skoledagen stod i dag på 2 biologitimer, 1 fysiktime, noget der hedder redacão som handler om hvordan man skriver (altså ikke håndskrift, men artikler og hvordan man formulerer sig), portugisisk og historie. Jeg lavede ikke noget i dag, tog ingen noter, da det eneste jeg havde medbragt var min ipod, så jeg hyggede mig med den.

Da dette er det sidste år af gymnasiet for min klasse, så er folk blevet mere seriøse, eller nogle er, omkring deres skolegang. For når november/december kommer så står det på den store prøve som alle brasilianere skal tage hvis de vil på universitetet.. Jeg er ikke selv sikker på hvordan det fungerer 100%, men jeg ved alle er meget nervøse for prøven og at den eftersigende er meget, meget svær.

Alt i alt havde jeg faktisk en god skoledag. Det bedste var at være sammen med min bedste veninde, som egentlig føles ligesom en dansk veninde.. På den måde at jeg ikke behøver at tænke over hvad jeg siger til hende, jeg snakker bare, jeg fortæller hende “hemmeligheder” og vi har det bare sjovt sammen. Så selvom jeg på en måde har følt det er svært at få “ægte” venner med en sprogbarriere, så ved jeg at jeg har fået nogle og det gør mig self. rigtig glad, og nu er jeg kommet til det punkt, at jeg er blevet bedre til bare at holde samtaler om en masse forskellige ting på portugisisk, og at jeg behøver ikke at oversætte ting i mit hoved før jeg snakker, det kommer bare ud af min mund. Jeg er begyndt at tænke på portugisisk om aftenen før jeg skal sove, og nogle gange opdager jeg det ikke, men tænker så pludselig: “Hold op med det!”.

Jeg tror aldrig jeg kommer til at elske skolen her i Brasilien, men det er dejligt at have noget at vågne op til hver morgen og have noget jeg skal hver dag, og på den måde og se en masse mennesker hver dag. I Brasilien har man ikke ferier på samme måde som i Danmark, man har sommerferien og så et par enkelte uger fordelt over året, til gengæld har de en del helligdage her, og halvdelen af gangene så aner brasilianerne ikke hvorfor det egentlig er en helligdag, men det giver da lidt “pusterum” når man bliver træt af at sidde i et varmt klasseværelse med ventilatorer og bare stire ud i luften i en 4-5 timer. Og så har jeg også flere rejser i den her del af mit udvekslingsår, så det giver mig jo noget ferie.

I morgen er min årets første churrasco for min årgang så det bliver hyggeligt håber jeg;)

Til ære for Karen Lagoni, første brasilianske opskrift!

Pamonha er en brasiliansk "delikatesse" efter min mening! Selvom jeg kun har spist det 2 gange, så er jeg helt vild med det! Navnet kommer fra Tupi sproget pa'muña som betyder "klistret". Det er en ret bestående af primært majs og mælk. Jeg ved ikke så meget om retten, udover at den er super lækker! Så jeg fandt en opskrift på engelsk til jer (Karen), da jeg kun har spist det som "take-away":

RECIPE - Pamonha
Makes 12

12 ears very fresh corn
4 Tbsp. sugar
pinch of salt
1/2 cup cold whole milk
--------------------------------------------------------------------------
Cut off the bases of the ears of corn, then carefully shuck them, taking care not to rip the husks if possible. Reserve the husks. Remove all the silk from the cobs, then trim them.

Grate the ears of corn over a large container, then pour the liquid through a sieve, pressing down on the solids to extract all the juice. Stir the sugar and salt into the corn juice until dissolved, then add the milk. Reserve.

Trim the corn husks into equal sized rectangles (see examples on video). Using a corn cob as a mold, wrap the cob in at at least four husks, remove the cob, and tie one end of the package of husks securely with kitchen twine. (see demonstration on video). Carefully fill each package with the liquid corn mixture, then tie the other end of the package with twine tightly.

Bring a large quantity of water to boil in a stockpot or other large saucepan. Lower heat, then carefully place the packages in simmering water to cover. Partially cover the stockpot or pan, and let the pamonhas simmer for one hour. When done, remove the pamonhas from the water and let them drain thoroughly. Serve hot or at room temperature.


Jeg prøvede at oploade nogle billeder af maden, men det gad mit internet altså ikke, så søg på google - pamonha. Det ser måske ikke så lækkert ud, men det ser faktisk rigtig interessant ud!


Beijos
Fie