Så er min første uge i Brasilien gået og den har været meget travl men også rigtig god.
Mandag var min første skoledag. Jeg var lidt nervøs, selvom jeg havde mødt næsten hele min klasse. Skolen er meget anderledes her. Eleverne skriver det som lærerene skriver på tavlen og stiller en gang imellem et spørgsmål, men der er ikke noget med at man bliver hørt i sine lektier. Derudover snakker alle og det er ikke sjældent at en elev falder i søvn i timerne. Lærerne virker lidt ligeglade. Selvom man som helt ny godt kunne tænke sig at falde lidt i baggrunden, så er det altså ikke helt nemt når man er en blond udvekslingsstudent fra Danmark. Alle stirer og det er ret sjovt, men også meget underligt.
En af mine lærere, som også er min counsellor, fik den fantastiske idé, at jeg skulle læse ca 2 linjer på portugisisk højt for min klasse den allerførste dag, og det gik.... okay? Senere den dag var jeg også til håndboldtræning for første gang her i Brasilien, og det var ret sjovt. Pigerne har ikke lært en masse af de ting vi lærer i Danmark, men de har det stadig rigtig sjovt.
Tirsdag fik jeg lavet manicure, som er rigtig billigt hernede, og om aftenen var jeg til min værtsfamilies niece/kusine 1 års (første) fødselsdagsfest. Der var omkring 50 mennesker, hundredevis af balloner, storskærm, masser af mad, filmhold, karruseller osv. og alt var self. holdt i lyserøde og lilla farver, så det matchede til prinsesse-temaet. Jeg har aldrig set noget lignende, og så var det endda for en 1-årig?! Det var en rigtig hyggelig aften.
I går havde jeg mit første Rotary møde. Mødet mindede egentlig meget om de danske møder, bortset fra at i stedet for at synge en sang som indledning så ber de. Jeg skulle fortælle lidt om mig selv for de knap 20 medlemmer i mikrofon på portugisisk, og det gik faktisk helt godt!(synes jeg selv).
Jeg har desværre også haft min første forkølelse, eller jeg har den stadig. Min værtsfamilie siger at det skyldes, der ikke er nok fugtighed i luften, da det ikke har regnet i 3 måneder, så jeg håber det går hurtigt over.
De næste par dage står den på skole og hygge med pigerne fra min klasse. Søndag er jeg også inviteret til at møde en af rotarianernes familie, så noget må jeg jo have gjort rigtig til det møde. Som den gode Rotary udvekslingsstudent jeg er, takkede jeg self. ja til tilbuddet.

Pigerne fra min klasse og jeg til Gabrielas fødselsdag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar